Carolina Säftstrand: Klubben for lykkelige slutninger
Hjertelig velkommen til Klubben for Lykkelige Slutninger.
Sådan står der på en seddel, der er stukket ind under vinduesviskeren på p-pladsen ved et supermarked.
Cecilia snupper sedlen med, men har ikke tænkt sig at undersøge det nærmere. Hun bruger alle sine kræfter på at opretholde en facade efter at hun har mistet sin mand alt for tidligt. Børnene er flyttet hjemmefra og alt hvad der holder hende kørende er tanken om at komme hjem i sit orangeri, hvor hun har lov til at græde.
Lisbeth har også fået en seddel. Hun nærmer sig pensionsalderen og hun gruer lidt for at komme hjem og gå med sin nærige mand, der er gået lidt i stå.
Ivy er en ung mor der kæmper med angst og frygten for, at der skal ske noget med hendes lille søn. Hun har et stort ønske om at leve mere normalt og derfor lyder det meget godt at kunne finde frem til en lykkelig slutning.
Efter lidt omveje ender kvinderne i det der viser sig at være et skrivekursus, hvor kursuslederen Sam stiller de rigtige opgaver, der sætter tanker og drømme i gang igen.
Klubben for lykkelige slutninger er en ret vidunderlig bog, hvor man helt sikkert vil kunne genkende lidt af sig selv i bogens hovedpersoner. Livet har præget dem alle og nu åbner der sig nye muligheder og nye friske drømme får lov til at udfolde sig.
Caroline Säftstrand, Klubben for Lykkelige Slutninger, Forlaget Alpha, 438 sider, 2021, på dansk ved Rikke Toft