// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Liv Constantine: Sidst jeg så dig
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Thriller

Liv Constantine: Sidst jeg så dig

Skrevet af den 5. januar 2021 – 05:39Ingen kommentarer

Vi møder Kate English i forbindelse med begravelsen af hendes mor, som er blevet myrdet i sit hjem. En tragisk begivenhed, der bliver endnu mere dyster, da Kate modtager en trussel på sms om, at hun er næst i rækken.

Pludselig er der modbydelige hilsener gemt i datterens malebog; stearinlys er tændt i et værelse, ingen burde have været i, og alt i alt kommer skyggen alt for tæt på. Det giver kuldegysninger, og så er det godt skrevet. Af Kates mand og andre i den nærmeste kreds bliver Kate nogle gange anset som værende paranoid, og det skubber hendes længere ned i et sort hul, som bliver forstærket af den allestedsnærværende trussel mod hende og hendes familie.

Veninden Blaire, der er en anerkendt forfatter, deltager i begravelsen og bliver Kates hjælp. Hun er med til at kaste lys på de forskellige personer, der kan have motivet i orden i forhold til at ville Kate ondt. I nogle tilfælde går hun lidt for vidt i sin detektivrolle, men hun er grundig og bliver fremstillet troværdig. Blaires baggrund er alt andet end rosenrød, ligesom Kates, men deres relation er særlig, fordi Kates forældre tog Blaire til sig næsten som en datter, da de to lærte hinanden at kende.

Egentlig var jeg draget af historien og udviklingen, men afslutningen gav en noget flad fornemmelse for bogen. Den virkede ugennemarbejdet og søgt. Og endnu et “aber dabei” – teksten er simpelthen så lille, at det næsten er svært at læse den. En rent kosmetisk ting, men hvis man som jeg både har halvtykke linser og gerne vil læse ved sengetid, så er denne font ikke optimal.

Reference til “Big little lies” af Liane Moriarty kan jeg godt følge, men denne bog når altså ikke op på samme niveau som netop den bestseller.

Sidst jeg så dig, Liv Constantine. Forlaget HarperCollins. Oversat af Dorthe Klyvø. 336 sider. Udgivet september 2020.

Der er lukket for kommentarer.