C.G. Valentin: Dragernes Æra 1 – Drageægget
Juliana bliver ført bort til en parallel verden, der er fuld af magi og overnaturlige væsner. Her får hun at vide, at hun er den udvalgte, der skal redde de to verdener og forhindre deres undergang. Juliana accepterer gradvist, at hun rent faktisk er i en anden verden, og at hun ikke kan komme derfra lige foreløbigt. Langsomt åbner hun sig for de elvere og mennesker, troldmænd eller ej, hun lever iblandt, og de åbner sig også for hende. I takt med hendes accept af omstændighederne, og at hun lærer mere om verdens historie, åbenbares og vokser hendes magiske kræfter.
Hun udvikler gode venskaber, men bliver også viklet ind i et trekantsdrama med Kerym, højelvernes prins, på den ene side og den ildesete mørkelver Daerín på den anden side. Der går ikke længe, før Juliana skal træffe nogle svære og betydningsfulde valg. Valg, der får konsekvenser ikke blot for den lille gruppe, som drager ud på mission, men også for begge verdener.
C.G. Valentin har tidligere skrevet flere bøger til børn, og det kan man godt mærke indimellem. Drageægget er YA og er skrevet til unge læsere. Stilen og sproget er let og hurtigt. Der er i mange situationer lagt højere vægt på Julianas følelsesregister, hvilket er naturligt, da det er et centralt element og tema, end på miljøbeskrivelser og dets lige. Indimellem er der en del telling også, hvilket passer fint til de yngre læsere.
Der, hvor man oplever, at alderen for bogens læsere hæves, er i det store fokus på kærlighed og forelskelse og i særdeleshed i de par seksuelle scener, som optræder senere i historien.
Drageægget har en klassisk fantasystruktur med den usikre, unge, udvalgte helt, som først skal overvinde sig selv, før hun kan overvinde de ydre udfordringer. Men romanen har stadig sin egen personlighed, som gør, at den føles interessant og særegen. Det er både high fantasy med drager og magikere i klassisk forstand og mere moderne fantasy. Samtidig er det en historie om en ung kvinde, der lider af angst og er særlig sensitiv. Hvor hun i menneskenes verden – også fra den nære familie – har lært, at det er svagt og skidt – forkert – at være sådan, så lærer hun nu i den anden verden, at det faktisk kan være styrker. Noget, der synes at være forfatterens klare budskab.
En af styrkerne ved dette univers er forfatterens fortolkning af de forskellige fantasyelementer. Det skaber en interessant tiltrækning og overraskelsesmoment. Og det er altid et plus i min bog, når en fantasyroman har et lækkert landekort.
Desværre har bogen lidt rigeligt korrekturfejl og andre småting, som kunne være fanget i redaktionen. Men jeg vil stadig gerne anbefale denne bog. Det er en god start på en spændende fantasyserie for de unge teenagerlæsere, men voksne vil også kunne sætte pris på romanen.
C.G. Valentin: Dragernes Æra – Drageægget. Forlag Klippe, september 2020. 338 sider.