// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anna Jansson: Datter savnet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Anna Jansson: Datter savnet

Skrevet af den 29. januar 2021 – 06:17Ingen kommentarer

Glæden over at blive far eller mor følges nok for de allerfleste af en nagende angst. Hvad nu, hvis der sker min guldklump noget? Heldigvis er vi så privilegerede, at der for de allerfleste af os, ikke sker noget alvorligt med vores børn. Men sådan er det ikke for kriminalinspektør Kristoffer Bark, hovedpersonen i Anna Janssons nye krimiserie.

Barks 20-årige datter Vera er forsvundet på sin polterabend efter at være roet ud på en nærliggende sø. Bark har svoret at finde ud af, hvad der er sket med hans elskede datter, hvis forsvinden er blevet en besættelse for ham. Han støver rundt i området, bliver ved med at udspørge de lokale og leder og leder efter nye spor samtidig med, at han med jævne mellemrum skriger sin sorg ud.

Politiet har for længst henlagt sagen som en drukneulykke, men det viser sig, at endnu en kvinde er forsvundet et par år efter, at Vera blev væk. Opklaringen af den sag lykkes det Bark at få ansvaret for, og han ser naturligvis en parallel til sin datters skæbne. Ikke mindst fordi Denise Groth, en af de lokale unge kvinder, som han støder på i sin efterforskning, ligner Vera og den anden forsvundne. Er hun mon det næste offer?

Denise er ikke en helt ukompliceret person, og efterhånden som man kommer nærmer ind på hende, fornemmer man, at der er et eller galt. Det viser sig, at hendes tvillingesøster blev myrdet, da de var børn, og det præger hende naturligvis. Forfatteren spiller effektivt på, at hun måske kan blive offer for en forbrydelse, og man følger handlingen med spirende uro.

’Datter savnet’ er i det hele taget en fortælling, hvor man dukker ned i mørket. Kristoffers ekskone og Veras mor er på vanviddets rand og drukner sin sorg i sprut og stoffer. Denises mand er besidderisk og jalous, og hans første kone døde af en pludselig hjerneskade. Flere af karaktererne har skumle ting i lasten, og måske var Veras kommende ægteskab slet ikke så harmonisk, som det syntes ved første øjekast. Så som spændingsroman indfrier bogen fint forventningerne. På steder er der lige ved at gå lidt for meget intimsfære i den, men det opvejes af et stærkt og uventet plot.

Anna Jansson: Datter savnet. People’s Press, januar 2021. 416 sider. Oversat af Christina Westenholz Bojlén

Der er lukket for kommentarer.