// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen: Vitello begynder i skole
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen: Vitello begynder i skole

Skrevet af den 4. juni 2020 – 05:56Ingen kommentarer

Skolestartsbøger. Det er simpelthen sådan en god idé. Min kommende skolestarter elsker alt, der vedrører skolestart, og vi har været igennem flere skolestartsbøger, skolestartsfjernsyn med videre. Og det er en endnu bedre idé, når skolestartsbøgerne er en del af en serie med velkendte figurer, som børnene kender og spejler sig i. (Jeg håber dog ikke, at min søn spejler sig for meget i Vitello – men det kommer jeg tilbage til).

Vitello er kommet i skolealderen med alt hvad det indebærer. Der skal nu smøres madpakker, rækkes en finger i vejret, når man vil sige noget og håndteres bøller i skolegården. Og læreren bestemmer både hvem man skal sidde ved siden af og hvilken rolle man skal spille i klassens teaterstykke. Og noget af det er altså lidt træls, hvis man spørger Vitello. Men han har glædet sig mega meget til at starte i skole, og han kan godt lide at være der.

Bogen kommer rigtig godt omkring skolestartslivet med masser af humor og læring, og Vitello er lige så fræk, som han altid har været. Som mor til en dreng, der skal starte i skole lige om lidt, synes jeg måske, at der er lige lovlig meget inspiration i denne her bog til alt det man ikke skal gøre. For eksempel svare læreren igen. Eller tage ting fra glemmekassen, der ikke er dine egne. Men min søn synes, at det var sjovt, og det var en god anledning til at tale om alle de ting også.

Vi læste bogen i et rap, da han blev ved med at bede om et kapitel mere, og dagen efter bad han om, at vi læste den igen. Så en bedre anmeldelse fra målgruppen kan man vist ikke få.

Bagerst i bogen er der en lille guide til forældrene, så man får mest muligt ud af bogen. For eksempel en forklaring af, hvordan kapitlerne er bygget op omkring bestemte bogstaver, der giver en masse god læring.

Vi har anmeldt flere bøger i samme serie, blandt andet Vitello, 24 julehistorier, Vitello går til pigefødselsdag eller Vitello gør en god gerning.

Af andre skolestartsbøger har vi anmeldt Villads fra Valby i O.V, der også er en rigtig god skolestartsbog og Velkommen i skolen.

God skolestart derude!

Kim Fupz Aakeson: Vitello begynder i skole, illustreret af Niels Bo Bojesen, Gyldendal, marts 2020, 40 sider.