// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Decemberlæsning for børn
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Decemberlæsning for børn

Skrevet af den 25. november 2019 – 05:14Ingen kommentarer

Om lidt bliver det december og for mange betyder det, at historierne om nisser og julemanden bliver fundet frem, lige som der synges julesange og julehygges på anden vis frem til den store dag den 24. december.

Vi har testlæst en række hyggelige børnebøger, der alle har julen som tema, som måske kan inspirere andre.

Kirsten Ahlburg: Nis holder jul
Julekalenderbøger i 24 afsnit findes i rigtig mange afskygninger, og de er lige så sjove og hyggelige, som at åbne et låge hver dag i december. Hvert afsnit i bogen er en selvstændig historie om nissen Nis og hans kone Mille, der bor på loftet hos Tea. Det er derfor ikke en afbrudt historie med en kronologisk fremgang, på samme måde som andre bøger med 24 juleafsnit. Afsnittene er korte og letlæste og egner sig mest til de mindre børn (omkring 3-4 år). Bogen er fuld af flotte illustrationer lavet af Susanna Hartmann. Jeg glæder mig til at læse den sammen med mine børn i december.

Udkommet på forlaget Straarup&Co, august 2019, 288 sider.

De bedste julesange for børn og barnlige sjæle
Som voksen er det altid en stor hjælp at have sangbøger at støtte sig op af, når man ikke kan huske teksterne – også når der skal synges julesange. Denne sangbog indeholder alle de gode klassiske børnejulesange, og den byder desuden på masser af underholdning og interaktion undervejs i form at ting, man kan føle på, låger man kan åbne og ting, der popper op på siderne. Det er en smuk bog med flotte illustrationer og jeg er sikker på, at den bliver flittigt brugt herhjemme i december. Udover at være en sangbog, fungerer den også godt til at tale ud fra, og man kan derfor også bruge den til historiefortælling. Bogen er i lækkert stort format, som man kan sidde sammen og hygge sig med, uden at der er nogen, der ikke kan se med. De bedste anbefalinger herfra.

Udkommet på forlaget Alvilda, illustreret af Bente Bech, november 2019, 18 sider.

Gurli Gris møder julemanden
Gurli Gris er meget populær hos de yngste børn, både på tv, som bøger og andet legetøj. I denne her bog er det ved at være jul hos Gurli Gris, og de øver derfor et juleskuespil, som de håber, at julemanden vil komme og se. Bogen er oplagt til de mindste læsere (1-3 år), og jeg har allerede læst den mange gange for min 3 årige Gurli-fan. Bogen er i god kvalitet og et godt, stort højtlæsningsformat med en flot juleglimmer forside.

Udkommet på forlaget Alvilda, november 2019, 40 sider.

For mere juleinspiration se her: Kim Fupz Aakeson, Vitello, 24 julehistorier, Line Leonhardt og Palle Schmidt: Nelsons jul, eller Anne Sofie Hammer: Villads fra Valby holder jul