Det sker indimellem, at man får en bog i hånden, som er så velskrevet, at historien hænger fast i dagevis. Sådan var det at læse De polyglotte elskere. Historien er fyldt med finurlige seksuelle magtspil, som var forfriskende originale og med samme omdrejningspunkt: Et manuskript med navnet De polyglotte elskere.

Tre historier og tre skæbner, der på hver deres måde er kædet sammen af et manuskript.

Ellinor fra Skåne, som opretter en profil på en datingside, hvor hun søger en partner, der er kærlig, men ikke for kærlig. Hun ender i en stor villa i Stockholm hos den melankolske og meget overvægtige kritiker Calisto. Her opdager hun ved et tilfælde manuskriptet De polyglotte elskere skrevet af forfatteren Max Lamas. Et manuskript, der tydeligvis bærer præg af at have været en masse igennem.

Forfatteren Max Lamas lider af skriveblokering og søger inspiration til en ny bog. I sin søgen kommer han på tværs af en kvinde, der nedkalder en forbandelse over ham. En forbandelse, der forfølger ham i jagten på historien om en polyglot elskerinde, en kvinde der taler mange sprog.

Lucrezia Latini Orsi beretter om sin mormor, den skandaleombruste markise Matilde Latini, som døde af et knust hjerte i 2012. Med hende forsvandt palazzoet og dets beskyttende mure. Det skete alt sammen, da Max Lamas kom ind i deres liv. Han ville skrive en bog om disse kvinder, der levede alene på et palads i Italien, men ender med en hel anden historie.

De polyglotte elskere er en bog, der forandrer dig, mens du læser den. Den svenske forfatterinde Lina Wolff kæder historierne og karaktererne sammen på en helt igennem eminent måde. Som var det tusindvis af fine små tråde udsprunget af samme person, men viklet ind og ud af hinanden. Bogen er en komplet historie fyldt med galgenhumor, små intriger og fortællinger om kærlighed på godt og ondt. Jeg kan varmt anbefale den.

Lina Wolff: De polyglotte elskere, Forlaget Gladiator, 304 sider, oktober 2018