Thomas G. Svaneborg: Kunsten at tømme en bank
DR’s erhvervskorrespondent Thomas G. Svaneborg har gravet sig dybt ned i detaljerne omkring en af de største erhvervsskandaler i nyere tid.
Sagen om FIH Erhvervsbank og om hvordan en række pensionskasser og private investorer slap afsted med store milliardgevinster, da Danmarks fjerdestørste bank kom i vanskeligheder. Om hvordan en stor skatteyderbetalt bankpakke i stedet kom til at finansiere gildet, og om hvordan en række kunder blev fanget og kom til at hænge på store gældsposter.
Der er ingen tvivl om at her er en god historie, som fortjener at blive ”foldet ud” og fortalt i sin helhed fra start til slut. Og det gør Thomas G. Svaneborg på fornem vis – på samme måde som han har gjort det i tidligere bøger om blandt andet finanskrisen og de danske ejendomsspekulanter.
Bankforretninger kan dog være svære at forstå med ord som renteswap og CIBOR samt svimlende store beløb. Det gælder da også om at holde tungen lige i munden, når man læser Svaneborgs bog, hvis fulde titel er ”Kunsten at tømme en bank – og slippe godt fra det”. Den sidste halvdel er en ikke uvæsentlig detalje.
Det kræver en vis interesse og forståelse for udlånsvirksomhed og lignende at læse og forstå bogen. Men hvis man ikke har den interesse, så har bogen nok alligevel ikke fundet vej til natbordet til at starte med. Svaneborg formår at tage læseren ”ved hånden” og på rimelig letforståelig måde føre os ind i bankverdenen og præsentere problemstillingen, så man behøver ikke at have en CBS-uddannelse i bankvæsen for at kunne få udbytte af bogen.
Når det er sagt, så kunne Svaneborg godt have gjort en lille smule mere for at tegne billedet helt knivskarpt op og sætte sagen ind i en større samfundsmæssig betydning. Så at sige ”hive sig selv op i helikopteren” og overordnet forklare hvad tømningen af FIH er udtryk for, hvorfor det kunne ske og om det kan ske igen.
Alle med interesse for samfundsøkonomien og det danske erhvervsliv – hvor bankerne er et væsentligt fundament, da det er dem, der finansierer store dele af det – bør naturligvis læse ”Kunsten at tømme en bank – og slippe godt fra det”. Når de har gjort det, så kan de sætte den op på hylden ved siden af Morten Jeppesens “Blændværk – Roskilde Banks storhed og fald“, Uffe Gardels ”Amagerbanken – en unødvendig undergang” og Svaneborg og Niels Sandøe’s ”Andre folks penge”, der er den store – og til tider en anelse tørre og langhårede – gennemgang af den danske del af finanskrisen.
Thomas G. Svaneborg er uden tvivl en af Danmarks dygtigste erhvervsjournalister. Det beviser han dagligt på tv-skærmen samt med nærværende bog og hans tidligere bøger om blandt andet Amanda Jacobsen og cateringfirmaet Gate Gourmet samt den komplette afklædning af erhvervsmanden Fritz Schur i bogen ”Kammerherrens nye klæder”, som Svaneborg skrev sammen med Niels Sandøe og Hanne Sindbæk.
Thomas G. Svaneborg: Kunsten at tømme en bank – og slippe godt fra det. People’s Press, 2016.