Hilary Mantel: Magten – Anne Boyles fald
Magten – Anne Boyles fald er en forrygende historie om Kong Henry VIII og ikke mindst hans hustruer og kvinderne omkring ham. Romanen tager udgangspunkt i hvad der skete i datidens England omkring 1535. Hændelser og intriger så farverige og saftige, at ingen forfatter kunne have fundet på det bedre selv. Så ’materialet’ er godt, men understøttes og gøres mere spændende af Hilary Mantels sikre hånd.
Vores fortæller viser Thomas Cromwells inderste tanker og overvejelser, store dele af historien fortælles gennem hans øjne og i hans perspektiv. Han har håndteret kongens skilsmisse fra Katharina af Aragonien og senere hendes død, og holder hoffet i kort snor, også selvom kones nye kone Anne Boleyn er en farlig modstander.
Det er en spændende og fangende historie. Også selvom man mange gange har læst eller set film om den særlige periode i historien, kan man sagtens tage en omgang mere med denne bog. Den er velskrevet og kommer ud i intrigernes hjørner, samt inkluderer et stort persongalleri og deres historier.
Det er en bog, hvor man skal holde tungen lige i munden og der er god grund til, at der findes både personbeskrivelser og stamtræer i bogens start, så den (u)opmærksomme læser alligevel kan følge med i hvem, der gør hvad og hvorfor.
Derfor er det heller ikke den oplagte solstolsbog, men en god bog som formidler historisk stof på en spændende og vedkommende måde.
Hilary Mantel, Magten – Anne Boyles fald, Marts 2013, Rosenkilde & Bahnhof, 400 sider.