// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Camilla Sten: Et farligt talent
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Kvinder, Roman, Spænding

Camilla Sten: Et farligt talent

Skrevet af den 23. oktober 2023 – 05:38Ingen kommentarer

Camilla Stens tredje roman er hendes første i en ny serie om den unge kriminalpsykolog Rebecca, der efter en let mislykket karriere i Texas i USA, sætter sit forhold til kæresten, Marie, på pause og må tage hjem til sine forældre i Stockholm. Men her stopper ulykkerne ikke.

Rebeccas ungdomskærlighed, Louise, bliver nemlig fundet død i sin lejlighed, og Rebeccas forsøg på at blive en del af efterforskningen bliver afvist af hendes tidligere ’kollega’ ved politiet, Leo. Der er dog så meget ved Louises mord, der udfordrer Rebecca, at hun selv begynder på et omfattende detektivarbejde.

Rebeccas nysgerrighed åbner døre ind til Louises verden, herunder ægteskabet med deres tidligere fælles ven, William, og hendes arbejde for pyramideselskabet Serendipity. Er det her, hemmeligheden bag Louises mord skal findes?

Jeg har desværre ikke selv læst Camilla Stens første to bøger, ”Den forsvundne by” og ”Arvtageren”, men begge blev rigtig flot modtaget. Det bør ”Et farligt talent” også blive, for den er ikke alene rigtig velskrevet; den er også meget spændende.

Noget af det første, jeg ofte bider mærke i, når jeg læser en bog, er, om figurerne er troværdige. Rebecca, hovedpersonen, er en lesbisk kvinde, der arbejder som kriminalpsykolog og er i ægteskab med en amerikansk kvinde. Der er intet glorværdigt over Rebecca. Hun er ganske almindelig af udseende, og hun er på ingen måde en helt, selvom hun er bogens ubestridte hovedperson. Som de fleste af os, er hun en forholdsvis glad og nysgerrig person – okay, Rebecca er ret nysgerrig – der har slået sig lidt på livet, og som nu skal forsøge at navigere i sin nye virkelighed. Hun er med andre ord ekstremt troværdig. De fleste af os møder en Rebecca hver dag; jeg tror, jeg måske kender en Rebecca.

Men også politimanden, Leo, og alle ’søstrene’ i Serendipity er personer, jeg levende kan forestille mig. Igen, jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har kendt dem.

Når figurerne først er troværdige, har du som forfatter faktisk friere rammer til at lege med handlingen. Som læsere er vi jo allerede om bord. Men selvom handlingen med et mord i centrum er ganske dramatisk, så lader Sten den aldrig sejle af sporet. Hun holder den i et stramt og fokuseret greb, og jeg føler på intet tispunkt, at jeg bliver ført ned ad unødvendige veje. Jeg er i og for sig mindre bekymret om, hvorvidt Sten har kasseret hundredevis af sider i processen. Hun ved, hvad hun leverer, og det er rigtig godt.

Ikke alene er jeg stærkt underholdt, men hendes teknik med at skrive en aktiv nutid omkring Rebecca og hendes proces blandet med flashbacks fra Louise før mordet virker fremragende. De gør det især, fordi de to historier så småt mødes til sidst i et højdramatisk øjeblik. Så ja, der er absolut spænding til det allersidste moment.

Virkelig en positiv og god læseoplevelse.

Camilla Sten: ”Et farligt talent”, Gads Forlag, 368 sider, på dansk ved Nanna Kalkar, udkom september 2023.

Læs også:
Camilla Sten: Den forsvundne by

Camilla Sten: Arvtageren

Susanne Staun: Kønslig omgang

Der er lukket for kommentarer.