Erling Jepsen: Navnebror
Forfatteren Erling Jespen havde i mange år en navnebror, der skabte udfordringer for ham. Da han som helt ung skulle hæve sine honorarer fra Danmarks Radio for de radio- og tv-spil, han havde skrevet, modtog han nemlig ikke beløbene. Det viste sig, at i DRs afdeling i Aarhus havde Erling en navnebror, der ved en fejltagelse modtog de pågældende checks og hævede dem. Det er baggrunden for denne helt igennem fascinerende historie om et ophold på Fanø under århundredets stormflod i 1981.
Erling er kommet til Fanø, hvor han har fået betalt et ophold på Digterhjemmet. Og det glæder han sig voldsomt over, for Erling elsker ting, der er gratis og gider egentlig helst ikke at arbejde. Hvad mere er, så er han slet ikke den kendte forfatter Erling Jepsen. Han er hans navnebror, der engang har arbejdet som rengøringsmand hos DR i Aarhus. Nu har han så søgt om et to-måneders ophold i den rigtige Erling Jepsens navn – og fået det.
Det er d. 23. november 1981, og hverken Erling eller nogle af de andre mennesker på øen er på dette tidspunkt klar over, at de dagen efter bliver vidner til den største stormflod i flere hundrede år af Fanøs vindblæste historie.
I supermarkedet i Sønderho sidder Regine. På hotellet bor billedkunstneren Ingeborg og den prostatakræftsyge Regner, og i et lejet hus lidt oppe ad vejen bor Anette, der er på flugt fra sin mentalt udfordrede kæreste. Regner var engang kæreste med Regine, men det er mange år siden, og i dag er han kommet til øen for i et desperat forsøg at vinde hende tilbage igen, før det hele er slut.
Da stormen rammer, tager de tre afsted i Regners bil nordpå mod Nordby, hvor de føler, de vil være mere sikre. Undervejs samler de Erling op, men de kommer på afveje og må søge tilflugt i et øde sommerhus, mens vandet stiger og stiger og jager dem længere og længere op i huset. Og her er de så – på godt og ondt sammen i nød.
Jepsen har skrevet en fabelagtig historie centreret omkring en af de for en forfatter mest attraktive situationer, du kan skrive om. For hvad sker der mellem mennesker, der af den ene eller den anden årsag er tvunget til i længere tid at være sammen? Historien bliver ved med at udvikle sig, indtil han selv – den rigtige Erling Jepsen – ankommer til øen og skræller endnu flere lag af historien. En helt igennem skøn bog.
Erling Jepsen: ”Navnebror”, Forlaget Gyldendal, 251 sider, udkom september, 2024
Læs også: