// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karina Kring Nicolaisen: Akilleshæl 
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman, Debutant, Krimi, Roman, Spænding

Karina Kring Nicolaisen: Akilleshæl 

Skrevet af den 13. december 2023 – 05:48Ingen kommentarer

Jeg er altid dybt fascineret af fortællinger, der foregår uden for vore normale storbysamfund. Altså ikke sådan bare lige uden for byen – men rigtig langt væk. For det er her, vi for alvor får sat gang i fantasien, drømmene og nogle gange også nogle usandsynligt voldsomme mareridt.

Det er nok også derfor, at den måske bedste bog, jeg har læst de sidste seks år, er ”Dyndkongens datter” af Karen Dionne. Her bliver en lille pige født og vokser op ude i en skov i det nordlige Michigan, og først senere går det op for hende, at hendes far kidnappede moderen og tvang hende til at leve sammen med sig som en familie langt fra alt og alle. Det er en absolut fremragende bog. Hvis du ikke har læst den, så gør det.

”Akilleshæl” er Karina Kring Nicolaisens forfatterdebut, og hun har netop omfavnet denne måde at fortælle sin historie på. Hun har inviteret os langt væk den verden, vi normalt befinder os i, og så har hun introduceret os for en grusomhed i den verden, som står i skærende kontrast til alt det romantiserede og drømmende, der oftest hersker i os omkring områder som disse.

Vi befinder os i noget af det højeste nord, vi kan forestille os, nemlig på Norges fjerdestørste ø, Sørøya, helt oppe nord for polarcirklen. Øen består mest af rå natur og fjelde, men der er lidt mindre byer på den sydlige del. Her bor de lige under 1000 indbyggere spredt ud mellem de få lokationer, og det er her, politikvinden Gry fra det hårde pulserende Oslo af personlige årsager har valgt at tage et vikariat.

Men det, hun troede skulle være en rolig og ukompliceret tur i det nordnorske, bliver i stedet forvandlet til en hektisk tid, da to bestialske mord finder sted næsten samtidig. Den 19-årige Marit bliver først udsat for grov voldtægt og må bevidstløs flyves til hospitalet på fastlandet.

Mens Gry og hendes makker, Thorleif er på vej til gerningsstedet, får de et opkald om, at der er sket endnu en forbrydelse. Denne gang drejer de sig om den tjekkiske gæstearbejder, Dimitri Vittek, og meldingen går på, at han er død. Men da Gry og Thorleif kommer frem, finder de en svag puls hos ham, og de får ham straks transporteret ind til fastlandet, hvor han kan få behandling og måske overleve.

Men hvad i alverden foregår der i det lille og stille øsamfund? Og hvorfor er netop Marit og Dimitri blevet ofre for så grove forbrydelser? Hænger de to voldssager mon sammen?

Jeg kan ofte mærke, når jeg læser en debutant. Der kan være noget med formuleringer; med utålmodighed; med at give mere, end læseren har brug for. Nicolaisen er bachelor i dansk, cand.mag. i dansk/nordisk og har en uddannelse i skrivekunst. Det kan jeg altså sagtens mærke. Eller rettere, jeg fornemmer slet ikke, der er tale om en debut.

Bogen er en klar fortælling, der fører os sikkert fra det ene sted til det andet, fra den ene handling til den næste. Jeg synes, den er blændende godt skrevet, og jeg er stærkt underholdt fra start til slut. Hendes figuropbygning er professionel, tempoet er behageligt, og handlingen holder mig naglet til siderne.

Og ja, naturligvis hjælper det, at Nicolaisen selv har boet på Sørøya siden 2020, for den indsigt og fornemmelse for livet i et mindre øsamfund kan være svær at ramme, med mindre du kender den indefra. Men du kommer ingen vegne, hvis du ikke ved, hvordan du sælger sådan en historie. Og det er mit bud og mit håb, at vi absolut ikke har hørt det sidste til Karina Kring Nicolaisen.

Karina Kring Nicolaisen: ”Akilleshæl”, Forlaget Brændpunkt, 435 sider, udkom oktober 2023.

Læs også:
Karen Dionne: Dyndkongens datter

Camilla Sten: Et farligt talent

Bjørn Asle Nord: Under sne

Der er lukket for kommentarer.