Liza Marklund: Stormbjerget
Hvis du er helt inde i hele kataloget af svenske krimier, så kender du naturligvis alt til Liza Marklund. Er du blot almindeligt begejstret for gode krimier og heriblandt også de svenske – enten som bøger eller som film – ja, så er det også mit gæt, at Liza Marklund er ganske bekendt for dig. Og skulle du være ny på denne ’scene’, så kan du nok ikke starte et bedre sted end med ”Stormbjerget”.
Serien om Annika Bengtzon er nok Marklunds mest kendte. Både filmene og bøgerne har taget fans i mange lande med storm. I ”Stormbjerget” er Bengtzon ikke hovedpersonen, og det er i princippet den tredje bog i hendes polarcirkeltrilogi, men har du ikke læst de to første, kan du sagtens følge med. Og jeg vil anbefale dig at gøre det.
”Stormbjerget” er en slægtsroman, men det er i den grad også en krimihistorie. Mens vi kører frem og tilbage i tiden, får vi historien om politibetjenten Wiking. Et lig bliver fundet i en mose, og alle tror, det endelig er liget af Wikings druknede hustru, der er dukket op.
Men liget er ikke resultatet af en druknedød. En pæl er blevet banket gennem hjertet, og pælen er blevet fastgjort til mosens bund. Nu begynder Wikings rejse tilbage gennem tiden, hvor hans egen historie pludselig bliver mere relevant for opklaringen af mordet, end nogen havde troet muligt.
Marklund kan skrue en historie sammen som få. Hendes dybe forståelse for forskellige kulturer i Sverige og indblik i samfund på landet er en kæmpegave til os som læsere. Fortællingen bliver fuldstændig naturlig – også når handlingen bliver både hård og voldsom.
Marklunds personskildringer er også legendariske. Hun bruger meget lidt tid og ord på at dømme folk, men hun er overordentlig god til at lade deres handlinger tale for sig selv, så vi selv kan drage vores slutninger. Bliver det rigtig hårdt, kan andres reaktioner hjælpe os på vej i den rigtige retning.
Der er for mig noget ekstra mindeværdigt over Marklunds bøger. Historierne er af forskellige årsager ikke ligegyldige. Det skyldes hovedsageligt, at de er mere end bare selve handlingen. Jeg føler, jeg får mere med. Vi får rigtige følelser, eller vi lærer nye ting om samfund og mennesker. Det behøver ikke være meget, men det er nok til, at handlingen – selve kriminalhistorien – bliver mere vedkommende og sætter sig dybere i mig.
Tag for eksempel en knaldroman med et mord på en tropeø. Det handler alt sammen om selve mordet. Så finder vi nogle relativt uspændende mennesker, der alle kunne have levet i enten Ægypten, Libyen, Grækenland, Thailand, Australien, Canada eller Venezuela. De er mennesker uden historie – uden ståsted, uden levede liv. Hos Marklund er en person formet af sin opvækst, sin natur, sin herkomst, sit miljø. Og gennem figurerne lærer vi om psykologi, antropologi, geologi og et hav andre –’ogier’, og derfor er det også min følelse, at jeg får meget mere, når jeg læser en Marklund-krimi, end jeg gør med så mange andre.
”Stormbjerget” er absolut ingen undtagelse. Lige fra familiefejden mellem Stormbergerne og Långströmmerne, de brudte og de ubrudte bånd, kærligheden på tværs i en tragisk ”Romeo og Julie”-pendant til livet i den rå natur og i jerngrebet på det største svenske energiselskab. Det her er godt. Uendelig godt. Og selvom du naturligvis bliver hjulpet af at have læst ”Polarcirklen” og ”Mosen”, de to første bøger i serien, så kan du sagtens begynde på dit Marklund-eventyr med ”Stormbjerget”. Læs lystigt.
Liza Marklund: ”Stormbjerget”, Forlaget People’s, 370 sider, på dansk ved Randi Bjerre Høfring, udkom oktober 2023.
Læs også:
Liza Marklund: Sort perle
