// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lina Nordquist: Hvor du går, følger jeg
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Lina Nordquist: Hvor du går, følger jeg

Skrevet af den 22. november 2022 – 06:50Ingen kommentarer

For mig er der noget ganske fascinerende over romaner, der levende trækker os ind i handlinger, der fandt sted for mange år siden. Det er en ekstra litterær udfordring at skulle sætte sig helt ind i en tidsalder, du eksempelvis ikke selv har levet i, så handlingen bliver troværdig. Allerede her vinder Lina Nordquist med ”Hvor du går, følger jeg”. På den anden vandt hun mig allerede, da hun forrest i bogen blandt andre takker den tv-servicemand, som for nogle år siden kom til at afbryde alle fjernsynskanaler bortset fra to, så jeg fik tid til at skrive. Det er sjovt.

I bogen skifter vi mellem to tider. Vi følger Unni, der sammen med Armod har forladt Norge og er vandret ind i de svenske skove for at finde et nyt liv med deres nyfødte søn, Roar. Og så følger vi mange år efter Kåra, der er Roars svigerdatter og siddende ved det samme spisebord, som Unni og Armod sad ved i det foregående århundrede, nu skal planlægge hans begravelse.

Gennem samtaler mellem bogens hovedpersoner samt direkte tale fra Unni til sin søn, Roar lærer vi om familiens brutale historie, og hvordan de er nået til det liv i og med naturen, som de gennem generationer nu har vænnet sig til. Vi hører om uendelig stor kærlighed, voldsomt misbrug og en konstant kamp for overlevelse.

Historien er flot fortalt og har dybe rødder ind i naturen. Det betyder, at Lina Nordquist udviser en meget stor viden om og forståelse for livet i naturen – også på et tidspunkt, hvor viden, redskaber og evner var på et meget anderledes niveau, end det eksempelvis ville være i dag. Det er med til at give fortællingen meget stor troværdighed og gør mig som læser meget mere tryg ved historien. Jeg tror simpelthen på det, jeg læser.

Historien er meget nordisk, og selvom den ved første øjekast godt kan virke lidt dyster, så er den ganske levende og opløftende. Jo, der er dystre passager i handlingen men ikke i hovedpersonernes reaktioner og slet ikke i deres vilje til at leve. Der er med andre ord rigtig meget positivt at hente i denne fortælling, både når du vil lære lidt om, hvordan vores forfædre gødede jorden for os, og når du vil lære at sætte dine egne daglige anstrengelser lidt i perspektiv.

Lina Nordquist: ”Hvor du går, følger jeg”, Forlaget Gutkind, 384 sider, på dansk ved Jesper Klint Kistorp, udkom september 2022.

Læs også:
Karen Dionne: Dyndkongens datter

Harlan Coben: Drengen fra skoven

Karl Ove Knausgård: Ulvene fra evighedens skov

Eske Willerslev: Det er et fucking eventyr

Delia Owens: Hvor flodkrebsene synger

Der er lukket for kommentarer.