Lucy Foley: Jagtselskabet
I 2021 udkom Lucy Foley for første gang på dansk med bogen ”Gæstelisten”. Jeg skrev dengang, at Foley mindede om den nu afdøde og hæderkronede krimiforfatter Agatha Christie i den måde, hun bygger sine historier op på. Efter ”Jagtselskabet” er denne opfattelse ikke blevet mindre.
En gruppe gamle venner fra Oxford mødes for at fejre nytår sammen på et gods i Skotland. Godset ligger ganske afsides og passer perfekt til et par hyggelige dage, hvor gruppen kan komme ned i gear fra deres travle hverdag og slappe helt af med dejlig mad og i godt selskab.
Men alt er ikke bare lutter idyl. Efter de første dejlige gensyn med champagne, ild i pejsen og gåture i det bjergtagende landskab begynder et masse små mislyde at forstyrre det idylliske gensyn. Og pludselig er én af gæsterne forsvundet.
Foley skriver fremragende, og jeg har hele tiden lyst til at vide, hvad der sker på næste side. Ikke at bogen er klistret til med cliffhangers, men handlingen er sikkert og professionelt drevet frem ved en konstant prikken til vores nysgerrighed – enten i form af spændende karaktertræk ved de herlige figurer, ved selve fremdriften i handlingen eller ved den konstante skiften mellem fortællerne i bogen. Det er virkelig godt skruet sammen, og jeg ville storme i biografen for at se en filmatisering af denne roman.
Men den helt naturlige sammenligning med Agatha Christie skyldes naturligvis også handlingen, hvor en flok mennesker af en årsag ude af deres hænder er nødt til at være sammen på samme sted over en periode. Jeg vil endda vove den påstand, at Foley fører lidt på point, fordi hendes figurer er væsentligt lettere at identificere sig med, end Agatha Christies figurer var – også selvom vi tager tiden i betragtning.
”Jagtselskabet” skrev Lucy Foley oprindeligt i 2018, mens ”Gæstelisten”, der altså i Danmark kom ud først, blev skrevet i 2020. Foley’s tre første bøger, ”The Book of Lost and Found (2015), ”The Invitation (2016) og ”Last Letter from Istanbul” (2018) er endnu ikke oversat, ligesom hendes helt nye ”The Paris Apartment” fra i år endnu ikke er udkommet på dansk. Men efter hendes International Bestseller-status med denne bog er der vel banet vej for at se lidt tilbage i hendes forfatterskab og lade os nyde mere af den 36-årige englænders skriverier. Jeg vil i hvert fald glæde mig til næste gang, jeg skal læse en bog fra hendes hånd, fordi jeg ved, jeg bliver overrasket, får masser af spænding og bliver godt og gedigent underholdt.
Lucy Foley: ”Jagtselskabet”, Forlaget People’s, 416 sider, på dansk ved Peter Breum, udkom november 2022.
Læs også:
Lucy Foley: Gæstelisten