// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mads Pedersen og Per Bausager: Mads P – væddeløber og verdensmester
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erindringer, Sport

Mads Pedersen og Per Bausager: Mads P – væddeløber og verdensmester

Skrevet af den 23. oktober 2022 – 10:32Ingen kommentarer

Der er noget generelt let kedeligt over cykelbøger. Især dem, der er et portræt af en rytter og hans karriere. For hvad er det egentlig, de kan fortælle, som ikke er blevet fortalt før?

De fleste af den slags bøger begynder med en stor begivenhed, og så spoler vi ellers tilbage til barndommen for at følge rytternes vej frem til der, hvor de er i dag. Handlingen behøver såmænd ikke være kedelig, for er rejsen spændende, så kan fortællingen også blive det. Men meget ofte er det den samme måde at fortælle en historie på, der gør, at de lidt ligner hinanden. ”Mads P. – Væddeløber og verdensmester” er bygget op på samme måde. Alligevel får jeg en helt anderledes og levende fortælling, end jeg plejer.

Allerede på de første sider begynder jeg at sidde og grine for mig selv. For jeg har set interviews med Mads Pedersen. Jeg har set ham i 2022-udgaven af Vuelta España. Og jeg har set ham vinde verdensmesterskabet. Det betyder, at mine forventninger til en spændende handling ligger højt, men krydret med Mads’ lidt gadedrenge-agtige stil og fabelagtige humor, er der masser at more sig over midt i al spændingen.

Og det er netop det, der får denne bog til at stå højere end mange lignende bøger på min favoritliste. Mads Pedersen er udstyret med et vinder-gen, som kun er ganske få forundt. Det lyder lidt som en kliché. Især fordi sætningen har svært ved at bestå ’ikke’-prøven. Hvis Mads har et særligt vinder-gen, hvad har alle de andre så? Et taber-gen? Nej! Men du vil forstå det, når du læser bogen.

Samtidig med at Mads Pedersen på så mange måder minder mig om almindelige unge danskere i dag, der vælger lidt her og vrager lidt der, og langt fra altid følger forskrifterne, så går han af vejen for absolut intet, når han har et mål i sigte. Jo, han er stadig en gentleman i feltet, men han er en nådesløs afslutter og formår meget ofte at præstere over, hvad hans evner egentlig er til. Og det giver bogen en ekstra dimension.

Vi får nemlig ikke bare historien om en rytter, der op gennem årene har kørt med et hav af de allerstørste ryttere i feltet i dag, hvilket er en herlig genkendelse at kunne opleve sig ind i; vi får også en adgang til et super inspirerende menneske, som vi alle sammen kunne lære utroligt meget af.

Når jeg er så glad for, at vi får præsenteret den side af hans natur, så er det fordi, jeg personligt kan nikke genkendende til reaktionsmønstrene fra hans barndom. Men hvor jeg blev skældt ud og blev bedt om at skamme mig over min opførsel af både lærere, skole- og sportskammerater og min familie, så blev Mads hjulpet hen på et spor, hvor han kunne bruge netop den side af sin natur til at blive den absolut bedste version af sig selv. Og nej, jeg sidder ikke her og har ondt af mig selv, fordi jeg ikke blev verdens bedste til dette eller hint; det var nok aldrig sket. Men tilgangen til en ung mand med så stærkt et vinder-gen er fantastisk, så allerede fra barnsben har Mads været i de rigtige hænder.

Jeg vil ikke komme ind på hans mange sejre eller hans forhold til de mange ryttere, han kører med eller imod. Men fortællingerne er fremragende og går ofte ret tæt på. Mads kalder en spade for en spade. Og det er befriende. Oplev det selv. Du kommer ikke til at kede dig.

Mads Pedersen og Per Bausager: ”Mads P. – Væddeløber og verdensmester”, Politikens Forlag, 288 sider, udkom oktober 2022.

Læs også:
Christoffer Stig Christensen: Mader & Leth: Sidste tour

Chris Froome: The Climb

Jakob Fuglsang: Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje

Der er lukket for kommentarer.