Jørn Lier Horst og Thomas Enger: Nulpunkt
At blive set, at blive anerkendt og at blive berømt. Det er temaerne, som krimien Nulpunkt cirkulerer rundt om, og får bygget en gedigen krimi op omkring.
Sonja Nordstrøm er en kendt langdistanceløber, som har skrevet bogen Evig etter, hvor hun giver andre kendte tørt på. Så hun er bestemt ikke populær. I anledning af hendes 50 års fødselsdag skal journalisten Emma Ramm interviewe hende, men Sonja er forsvundet, som i rigtigt forsvundet. Emma bliver nysgerrig på, hvad der er sket og begynder at undersøge sagen. Det viser sig, at Sonja har mange fjender, men måske ingen i en kaliber, der vil kidnappe hende eller det der er værre.
Nulpunkt er en hektisk jagt på en morder i kapløb med tiden. For det viser sig, at der er flere sager, som muligvis kan kædes sammen med Sonjas forsvinden og at morderen slår ihjel efter en plan. Det bliver politimanden Alexander Blix, der skal knække koden og han får hjælp af en ny kollega Sofia Kovic. Blix er ikke ligefrem glad for at skulle være Sofias læremester, men hans chef Gard Fosse insisterer. De to har ikke det bedste forhold, selv om de har kendt hinanden i mange år og er startet i politiet samtidigt. I tilbageblik får vi forklaringen på, hvorfor deres forhold er anstrengt, og hvorfor Fosse er steget i graderne og Blix ikke er.
Blix har også nok at tænke på i sit privatliv, for hans datter deltager i et Tv-program der hedder Værdig Vinder, hvor deltagerne bliver filmet hele tiden i et lukket studie og via forskellige opgaver bliver stemt videre af publikum til næste runde. Han har ikke et tæt forhold til datteren, men følger hende på hjemmesiden og hendes plads frem mod finalen.
Blixs og Ramms veje krydses hurtigt og de indleder et samarbejde. Der er mange krimier med konstellationen journalist og politiefterforsker, så man kan måske tænke, er der marked for en til? Og, ja, der er plads til samarbejdet mellem Horst og Enger, for de gør det super og får med deres første bog sammen skrevet sig godt ind i genren. De har også begge et solidt forfatterskab i baghånden, så det er to garvede krimiforfattere, der har skrevet Nulpunkt. Der er da også sjovt en reference til en af Horsts hovedpersoner fra eget forfatterskab, Line Wisting, i Nulpunkt.
Vi har tidligere anmeldt seks af Jørn Lier Horsts krimier her på bloggen, bl.a. Natmanden, Vinterlukket og Hulemanden og fire af Thomas Enger, bl.a. Skindød, Fantomsmerte og Banesår. Nu glæder jeg mig til fortsat at følge dem hver sig, men bestemt også til, at de forhåbentligt skriver mere sammen.
Jørn Lier Horst og Thomas Enger, Nulpunkt, Forlaget Modtryk, oversat af Rolf Stavnem, 392 sider, september 2018
[…] er en gedigen krimi med masser af spænding. Som ved den første, Nulpunkt, som også er anmeldt her på bloggen, var jeg rigtigt godt underholdt. Horst og Enger kan noget […]