Thomas Enger: Banesår
Så er der godt nyt til alle os Henning Juul fans, for nu er den femte bog i serien klar – og den holder i den grad – lige som de andre fire. Der er også dårligt nyt, for det er den sidste bog i serien. Så fremover må vi undvære kriminalreporter Henning Juul og hans opklaring af forskellige mordhistorier samtidigt med efterforskningen af hans egen tragedie.
Thomas Enger havde planlagt seks bøger i serien om Henning Juul, undervejs er de seks blevet til fem og slutningen er blevet en anden end han først havde tænkt sig. Men ellers har han opfyldt sin plan: hver bog skulle indeholde sit eget mordmysterie og samtidigt skulle vi blive klogere på Henning Juul, hans (ex)kone Nora, kollegaerne og hans mystiske ven i politiet, der lyder kaldenavnet 6tiermes7, og som han kun kommunikerer med på nettet. Sidst men ikke mindst skulle hver bog indeholde Henning Juuls efterforskning af mordbranden fra den første bog, hvor hans lille søn Jonas døde og han selv blev forbrændt.
Banesår tager fat i hver en tråd og får spundet en ende, og Henning Juul (og vi læsere) får endelig forklaringen på, hvorfor Jonas blev slået ihjel. Både gamle og nye svigt kommer frem i Henning Juuls jagt på et svar, og nye mord gør jagten sværere, mens brik efter brik bliver lagt i puslespillet. Vi får forklaringen på Jonas’ død, og hvem det er, der har været efter Henning Juul og hvorfor. Vi får også det rigtige navn på 6tiermes7. Som læser føler man med Henning Juul, der ikke undgår nye personlige sorger og erkendelser om folk tæt på ham, som gør ondt.
Jeg skulle i starten lige ind i historien igen, for der er mange implicerede, og den første bog er fra 2010, så det kræver lige lidt hukommelsesarbejde. Man bliver dog hjulpet lidt af forfatteren, der sørger for at genopfriske nogle af elementerne.
Banesår indeholder alt, hvad der skaber en god og spændende krimi og jeg var godt underholdt. Til dig som har fulgt med fra starten med bogen Skindød – glæd dig! Og dig, som skal til at starte, du kan også glæde dig, men start ikke her. Nyd serien helt fra starten af.
Thomas Enger, Banesår, Forlaget Modtryk, dansk udgave januar 2016, oversat af Ilse M. Haugaard