Med Hulemanden er der dømt krimi, når det er allerbedst krydret med en god portion samfundsrealisme, hvor ensomhed er temaet. Rundt om det hele favner den norske vinter historien med kuldegrader, der kryber helt ind under huden. Hovedpersonerne er efterforskningsleder William Wisting, som arbejder i byen Stavern i Norge og hans datter Line, som arbejder som journalist i Oslo.

Krimien starter med en beskrivelse af Viggo Hansens død. Han var en meget ensom mand, og har siddet fire måneder i sit hus i sin lænestol, inden han bliver fundet. Samtidigt findes en mand død i en juletræsplantage i samme by, og han har ligeledes ligget død i flere måneder. Politiet med William Wisting i spidsen er på begge sager, og lukker hurtigt sagen med Viggo Hansen. Derimod bliver sagen om manden i granplantagen startskuddet til en større international jagt på en morder, som ikke skyr nogle midler.

Både William Wisting og Line ’kendte’ Viggo Hansen, da de næsten var naboer. Line beslutter sig for at tage til Stavern og skrive en artikel om ensomhed med Viggo Hansen som case. William Wistings efterforskning af mordet og Lines research på Viggo Hansen kører parallelt indtil den hæsblæsende og nervepirrende slutning, hvor Jørn Lier Horst på sikker vis samler alle tråde.

Plottet er overraskende og samtidigt med den gode krimi, bliver temaet ensomhed i en verden fyldt med mennesker vendt.

Hulemanden er den femte bog i Jørn Lier Horsts krimiserie med William Wisting som efterforskningsleder. Den er inspireret af en sag, han havde, da han arbejdede inden for politiet – inden han blev forfatter. Jeg har ikke læst de fire andre, men man kan sagtens hoppe ind i serien og følge med hovedpersonerne. Det er helt sikkert, at jeg skal læse de andre i serien, for det er rigtig god og spændende underholdning.

Jørn Lier Horst modtog Glassnøglen for sin krimi ’Jagthundene’.

Jørn Lier Horst, Hulemanden, Forlaget Punktum, 323 sider, udkommer maj 2015.