Tore Grønne: Farvel Tibet
På toppen af verden i Himalayas bjerge findes magien. I øde egne hvor stormagter slås om bjerge, råstoffer og magt, der finder man også noget af verdens smukkeste natur og mest hårdføre befolkning. Naturen og denne befolkning får læseren lov til at møde gennem Tore Grønne på hans cykeltur gennem Kashmir, Tibet og deres store naboer.
Tore Grønne har i denne bog både en passion og en mission. Passionen er at opleve verden på cykel. Han slider sig bogstaveligt talt over det ene bjergpas efter det andet og ser områder, som ganske få mennesker har mulighed for at besøge. Valget af transportmiddel sikrer en tæt samhørighed med befolkningen og naturen, som begge arbejder sig ind i huden på vores rejsende.
Takket være et væld af detaljer kan læseren mærke vinden, smage den harske smørthe og lugte yakokserne. Det gør bogen meget spændende, men til tider føler man sig fortravlet gennem eventyret. Efter min smag kunne bogen have draget fordel af at læseren havde lært Tore og kæresten Cassie bedre at kende. Man fornemmer en stærk kærlighed, men Cassie forbliver statist. Måske kunne hun også skrive en bog om en cykeltur med en passioneret mand og cup-nudler?
Det bringer os videre til Tore Grønnes mission. Den er nemlig at fortælle om de konflikter, der er så rigelig af i det hjørne af verden. I mellemkapitler hører vi om personlige møder med den uretfærdighed som opstår i besatte områder, hvor folk undertrykkes og mangler basale friheds- og menneskerettigheder. Det er virkeligt, hændelserne er sket og menneskene har været udsat for umenneskelig tortur. Det gør også passager af bogen til voldsom læsning.
Farvel Tibet er fin efterårslæsning til eventyreren, der drømmer om åbne vidder, men oftere ender i shopping-centrenes legeland.
Tore Grønne, Farvel Tibet- På sporet af et tabt land, Gyldendal, 300 sider, September 2012.