// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Siff Cecilie Mossin: Sådan cirka for evigt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Debutant, Roman

Siff Cecilie Mossin: Sådan cirka for evigt

Skrevet af den 23. januar 2025 – 04:55Ingen kommentarer

Wauw en debut! Og tænk, at jeg nær var gået glip af den. Siff Cecilie Mossin har skrevet en smuk og poetisk roman om familie, relationer, traumer og kærlighed. Og jeg var nær gået glip af den.

For jeg startede på den, da den udkom i maj sidste år, men 100 sider inde gik jeg i stå. Jeg kunne ikke holde styr på karaktererne og de mange skift i tid og fortællevinkler, og sproget var for “langhåret”. Så den har stået på min reol siden.

Men den blev ved med at dukke op hos andre, som beskrev den som noget af det bedste, de havde læst.

Så hvad var det, jeg ikke havde fanget og forstået? Så jeg gik i gang igen. Læste koncentreret og uden forstyrrelser, og så gik det op for mig, hvor fantastisk en roman det er.

Den handler om Selma, der tager tilbage til sin barndomsø, fordi hun skal til begravelse. Hun flygtede derfra for mange år siden og har forsøgt at lægge det hele bag sig. Med rejsen tilbage hvirvles både familiens og det lille øsamfunds historie op og Selma står ansigt til ansigt med noget, hun ellers har forsøgt at lægge bag sig.

Und dig selv denne roman. Den er virkelig godt skrevet, men det er også en roman, der stiller krav til dig som læser. For mig var det ikke en roman, hvor jeg kan læse syv sider før sengetid. Jeg skulle følge godt med for også at få alt det mellem linjerne med.

I takt med at slægtshistorien foldes ud, træder mange markante karakterer frem og deres historier, som alle er flettet grundigt ind i hinanden, foldes ud.

Det overordnede tema er kærlighed; den altoverskyggende, den forløste, den uforløste, den hemmelige, den ulykkelige. Den venskabelige, den lidenskabelige. Den mellem forældre og børn. Vi kommer hele vejen rundt i denne komplekse, men vidunderlige, slægtsroman.

Siff Cecilie Mossin: Sådan cirka for evigt, Forlaget Grafit, maj 2024, 324 sider.

 

 

Der er lukket for kommentarer.