Det var med stor forventning, at jeg satte mig med Deborah Levys Augustblå i stolen, for jeg har tidligere slugt hendes erindringstrilogi, og heldigvis blev jeg ikke skuffet. Augustblå er noget helt andet end hendes erindringsbøger, men den er så sandelig også god. Levys evne til at registre og beskrive de små nuancer, som livet består af, kommer også her helt til sin ret.

Koncertpianisten Elsa M. Anderson er på toppen af sin karriere, da hun blåhåret pludselig under en koncert i Wien begynder at spille forkert, – eller hun begynder at spille noget andet end noderne siger. Dette bevirker, at hun rejser sig, forlader scenen og begiver sig ud på en rejse for at finde ud af, hvem hun egentlig er.

Som ganske ung blev hendes talent spottet, og hun blev adopteret af sin klaverlærer og har ikke kendt til andet end at skulle passe på sine forsikrede hænder og spille alle de store kendte komponister. Der har ikke været overladt meget tid og mulighed for at have et almindeligt liv med kærlighed og sorg ved siden af. Men da hun efter hændelsen i Wien pludselig står på et loppemarked i Athen, ser hun en kvinde, som minder utrolig meget om hende selv, ja hun føles som hendes dobbeltgænger, de taler ikke sammen, men kvinden synes at kende / genkende hende, også selvom de aldrig har mødt hinanden før. Deres veje krydses op til flere gange i romanen, og samtidig med at Elsas almindelige hårfarve begynder at vokse ud, begynder hun at finde ud af, hvem hun er, hvad hun kommer af, og hvem hun gerne vil være.

Bogen tager os med ud på Elsas rejse både i fysisk forstand men også mentalt, for hvem er hun egentlig? Hvad er hun sat på jorden til at gøre, hvad er hendes opgave? Det er meget fint og rørende at følge denne kvindes rejse henimod at finde ud, hvem og hvad hun er? Hengemte følelser og erindringer kommer op til overfladen, og hemmeligheder bliver også afsløret.

Jeg er stort fan af Deborah Levys skrivemåde, som har det med at trække læseren ind i teksten, og som med få, men velvalgte ord, får skabt nogle flotte billeder og nogle meget fine beskrivelser af steder og mennesker. Hun er eminent til at skrive følelser frem og til at finde kanter og sider, som man ikke lige umiddelbart ville have tænkt på. Hun tør gå ind i det mørke og melankoliske for at finde lyset.

Augustblå er et godt sted at begynde, hvis ikke man har læst Levy før, men man skal unde sig selv at læse erindringstrilogien, som er noget helt for sig selv.

Bogblogger.dk har tidligere anmeldt Deborah Levys erindringstrilogi.

Deborah Levy, Augustblå, oversat af Christine Clemmensen, Vinter, 2024, 244 sider.