// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Christina Larsson: På bunden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Roman, Spænding

Christina Larsson: På bunden

Skrevet af den 10. august 2024 – 06:54Ingen kommentarer

Endnu en svensk krimi? Ja ja, det er helt okay, at du tænker sådan. Og ja, dette er endnu en svensk krimi. Men hvis du kan lide dem – og det kan jeg godt love for, at jeg kan – så kan der ikke komme for mange. Og denne her er fremragende.

Jeg blev for nyligt færdig med den foregående i serien, ”Nådestødet”, som jeg også anmeldte her på bogblogger.dk. Og jeg har i den grad taget hovedpersonen til mig. Ikke alene fordi hun deler navn med den tidligere store svenske skuespiller, Ingrid Bergman, men fordi hun er en herlig anti-helt og en meget troværdig karakter.

I de foregående bøger i serien har Ingrid været ude for lidt af hvert. Jeg skal ikke røbe noget her, men jeg kan dog sige, at det ikke er afgørende, om du har læst de tidligere bind eller ej. Det hjælper, men det er ikke en nødvendighed. I ”På bunden” er Ingrid atter helt tilbage på arbejde og bliver tilknyttet afdelingen for uopklarede sager.

Den første sag, hun vælger at tage op, handler om en år gammel mordsag, hvor politiet kun fandt et hoved men ikke en krop. Da politiet ude i en skov samtidig finder en gammel brønd med nogle ubehagelige overraskelser, så begynder nogle tråde at blive trukket fra sag til sag. Og samtidig lader det til, at morderen stadig er i live – og at han er klar over, at han er i søgelyset.

Handlingen er bygget herligt op. Den indeholder også en interessant sag fra nutiden, men vi følger Ingrid og hendes kamp for både at opklare den gamle mordsag og at holde sit nye team sammen. På samme tid skal hun jonglere et privatliv med sin kæreste og deres barn. Og hele den halvgnidrede dynamik beskriver Larsson upåklageligt og meget troværdigt. Meget ofte under læsninger sidder jeg lige og studser over et eller andet. Noget er lidt ’skævt’. Eller noget stemmer ikke helt overens med det, vi tidligere har hørt. Eller noget er simpelthen bare en tand for underligt. Der er simpelthen intet at komme efter her. Alt er knyttet tæt og elegant sammen, og selvom mange øjeblikke i handlingen overrasker, så er der intet i fortællingen, der ikke virker. Og det er dejligt.

Er du til krimier, så er svenskerne efterhånden ved at få opbygget så stabil en base, at de må siges at ligge rigtig nær den øverste plads på podiet for de bedste af slagsen. Denne hører med deroppe.

Christina Larsson: ”På bunden”, Forlaget Cicero, 320 sider, på dansk ved Jacob Jonia, udkom januar, 2024

Læs også:
Christina Larsson: Nådestødet

Ann Rosman: Fyrmesterens datter

Liza Marklund: Stormbjerget

Der er lukket for kommentarer.