// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Rasmus Poulsgaard og Sune Risum-Urth: Akvavit – myter, mad og cocktails
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Coffee Table-bog, Gaveide, Mad og drikke

Rasmus Poulsgaard og Sune Risum-Urth: Akvavit – myter, mad og cocktails

Skrevet af den 27. maj 2020 – 06:20Ingen kommentarer

Jeg er en nysgerrig person. Det ligger måske implicit i det faktum, at jeg er uddannet journalist, men for mig betyder det næsten udelukkende, at hvis jeg støder på emner, jeg ikke kender meget til, så får jeg lyst til at erhverve mig mere viden om det. Det er også derfor, at jeg anmelder ”Akvavit – myter, mad og cocktails”. Ikke fordi jeg er stor akvavit eller snapsdrikker. Men fordi jeg er nysgerrig.

For mig har snaps og akvavit altid været noget, mine forældre drak i forbindelse med frokostsammenkomster – hyppigst til jul eller påske. Da jeg selv blev ældre og kom op i en alder, hvor interessen for spiritus steg i takt med hormonernes rasen, fik jeg at vide, at jeg ville helt sikkert kunne lide drikken, når jeg blev ’voksen’. Det var lidt ligesom med sild. Som dreng og ung mand var jeg ikke fan. Beskeden var den samme. ”Det kommer, når du bliver ældre.”

Jeg har aldrig været det mindste i tvivl om, at jeg har et ungt sind (spørg ikke vores søn eller datter om det, for så griner de mere hjerteligt, end de nogensinde har gjort over nogle af mine såkaldte ’far-jokes’), og derfor har jeg også altid følt mig relativt komfortabel med, at det aldrig har været noget, jeg for alvor har taget til mig, selvom jeg i dag er det, man kan kalde en moden herre. Jeg var en gang til en julefrokost i 2. g, hvor både sild og snaps tøvende blev fortæret uden for meget ubehag, men da jeg så til en kommende julefrokost i familien i overmod og naivitet fortærede en hel flaske sammen med min storebror, havde det grufulde konsekvenser – efter sigende ikke for min levering af underholdning men i den grad min generelle sundhedstilstand og sjovt nok også min hukommelse.

Det er med den baggrund, at jeg nu kaster mig ud i en anmeldelse af Poulsgaard og Risum-Urths bog. Min nysgerrighed er drivkraften. Og derfor klapper jeg allerede i hænderne, når jeg på side 11 kan læse, at en gin teknisk set er en snaps med enebærsmag.

De to forfattere ved godt, hvad de taler om. Begge har trådt deres første erfaringssko som bartendere i København og senere som rejsekonsulenter. I dag er Rasmus selvstændig fotograf, skriver om spiritus og arbejder på flere cocktail-projekter. Sune er udviklingschef på Copenhagen Distillery, hvor han blandt andet producerer akvavit. Og i 2016 kom de på verdenskortet med den engelsksprogede bog ”AKVAVIT – Rediscovering a Nordic Spirit”, som vandt flere priser og er grundlaget for, at snaps og akvavit i dag er kommet ind på nogle af verdens mest fashionable barer som et spændende alternativ i intrigerende cocktails.

Men hvad kan bogen? Og hvad kan vi bruge den til?

Helt grundlæggende skal bogen inspirere dig som læser. Og det gør den. Når de levende beskriver retter eller drinks, så kan jeg smage dem for mig. Og det er godt. De giver også årsagerne til, at de synes, noget virker sammen. Hvad er det, der spiller sammen? Hvorfor er det godt? Hvorfor virker det, som det gør? Og det er alt sammen beskrevet meget kort og meget præcist men ikke forhastet. Derimod i en let og afslappet tone, der giver plads til de indre billeder at køre frem for øjnene og de indre smagsløg til at blive aktiveret.

Vi får naturligvis også noget historie om, hvor ’Livets vand’ (fra latin: ’aqua vitae’) kommer fra, og hvem der historisk har svælget sig i drikke, der mindede om akvavit eller var fremstillet ud fra nogle af de samme principper.

Kort fortalt bliver du beriget med gode historier og gode idéer, og jeg vil udfordre dig, der læser denne lille indbundne sag til at forsøge at undgå at afprøve én eller flere af forslagene i bogen. Det bliver ikke let. Det kan jeg garantere.

Rasmus Poulsgaard og Sune Risum-Urth: ”Akvavit – myter, mad og cocktails”, Gyldendal, 96 sider, udkom 26. marts 2020.

Læs også:
Adam Aamann-Christensen: Kryddersnaps
Jan Groth: Whisky og mad
Eliq Maranik: Den store cocktailbog
Iben Diamant: Gin

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.