Anmelder på Bogblogger.dk

Katja Meier Marcussen

133 anmeldelser

Seneste anmeldelser

Roman

Arthur Krasilnikoff: Som landet ligger

“Når livet passerer revy”, kunne være undertitlen på denne roman, hvis originaludgave er fra 1983 og var den, Arthur Krasilnikoff fik sit…

Katja Meier Marcussen · 21. februar 2021

Samtalebog

Karen Dich: Livslang ærlighed

Gode venskaber kommer nogle gange ud af det blå i de mest usandsynlige situationer. Andre gange er de nærmest forudbestemt. “Livslang ærlighed”…

Katja Meier Marcussen · 3. februar 2021

Thriller

Liv Constantine: Sidst jeg så dig

Vi møder Kate English i forbindelse med begravelsen af hendes mor, som er blevet myrdet i sit hjem. En tragisk begivenhed, der…

Katja Meier Marcussen · 5. januar 2021

Samfund

Phillip Faber: Den danske sangskat

Hvis ikke før, så var det i hvert fald i 2020, at de fleste danskere fandt ud af, hvem Phillip Faber er.…

Katja Meier Marcussen · 24. december 2020

Børnebog

Thomas Korsgaard m.f.: Juleklar

Når en bog med godnathistorier omhandler jul og lægger ud med “Randalf”, Rudolphs oversete lillebror, fortalt af Thomas Brunstrøm – ham, der…

Katja Meier Marcussen · 30. november 2020

Børnebog

Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen: Sallys far er en dårlig taber

Sallys far bliver ved med at være uheldig – nu er han en dårlig taber, og det er slet ikke kønt, men…

Katja Meier Marcussen · 23. november 2020

Biografi

Tove Ditlevsen: Om sig selv

Tove Ditlevsen behøver ingen introduktion. Og så alligevel. En af Danmarks populære forfattere levede 1917-1976 og skrev både romaner og digte om…

Katja Meier Marcussen · 9. november 2020

Børnebog

Line Jensen: Tove – en lille digter

Litteratur til børn, der fortæller om virkelige mennesker – virkeligt seje mennesker – er jeg svært begejstret for. Når det samtidig formidles…

Katja Meier Marcussen · 8. november 2020

Se alle anmeldelser →

Bogblogger.dk har 6.073 anmeldelser i alt online på sitet.

Bogblogger.dk

@bogblogger.dk

Bogblogger.dk - Boganmeldelser mv. Et blogfællesskab af glade læsere📚❤️ Kontakt: Koordinator jane@bogblogger.dk

View on Instagram

Der er noget særligt ved at nå til niende bind i en serie. Du åbner bogen og opdager, at du allerede kender figurerne i fortællingen. Du ved, hvem der kan irritere hvem. Hvem der siger for meget. Hvem der siger for lidt. Og hvem du efterhånden næsten forventer skal dukke op med en skarp bemærkning. Sådan har jeg det med Lars Thomassens ”Alfabetserien I – Solen er så rød mor”.

Det er som at vende tilbage til en familie, jeg efterhånden har lært temmelig godt at kende. Og Belinda bliver stadig sjovere. Det er næsten imponerende, eftersom hun denne gang rent faktisk er på barsel. Hun fylder alligevel meget. På den gode måde.

Selve sagen er igen stærkt skruet sammen. En seriemorder skal findes, spor skal samles, mistanker skal vurderes, og naturligvis kommer der overraskelser undervejs. Thomassen kan stadig det der med at holde dig fast som læser og så lige pludselig ryste gulvet en smule, når du tror, du endelig har fundet fodfæstet.

Denne gang er presset ovenikøbet dobbelt. Efterforskerne kæmper ikke kun for at stoppe en morder. De kæmper også for deres egen enheds overlevelse. Det giver historien et ekstra lag og hæver indsatsen betragteligt for de mennesker, vi allerede har investeret mange læsetimer i.

Sproget er intenst. Korte sætninger. Høj puls. Hurtige skift. Ja, jeg viste lige hvordan.

Læs videre👇

Lars Thomassen: ”Alfabetserien I – Solen er så rød, mor”, Forlaget Falco, 496 sider, udkom oktober, 2026, anmeldereksemplar

@bogblogger.dk

•

Der er noget særligt ved at nå til niende bind i en serie. Du åbner bogen og opdager, at du allerede kender figurerne i fortællingen. Du ved, hvem der kan irritere hvem. Hvem der siger for meget. Hvem der siger for lidt. Og hvem du efterhånden næsten forventer skal dukke op med en skarp bemærkning. Sådan har jeg det med Lars Thomassens ”Alfabetserien I – Solen er så rød mor”. Det er som at vende tilbage til en familie, jeg efterhånden har lært temmelig godt at kende. Og Belinda bliver stadig sjovere. Det er næsten imponerende, eftersom hun denne gang rent faktisk er på barsel. Hun fylder alligevel meget. På den gode måde. Selve sagen er igen stærkt skruet sammen. En seriemorder skal findes, spor skal samles, mistanker skal vurderes, og naturligvis kommer der overraskelser undervejs. Thomassen kan stadig det der med at holde dig fast som læser og så lige pludselig ryste gulvet en smule, når du tror, du endelig har fundet fodfæstet. Denne gang er presset ovenikøbet dobbelt. Efterforskerne kæmper ikke kun for at stoppe en morder. De kæmper også for deres egen enheds overlevelse. Det giver historien et ekstra lag og hæver indsatsen betragteligt for de mennesker, vi allerede har investeret mange læsetimer i. Sproget er intenst. Korte sætninger. Høj puls. Hurtige skift. Ja, jeg viste lige hvordan. Læs videre👇 Lars Thomassen: ”Alfabetserien I – Solen er så rød, mor”, Forlaget Falco, 496 sider, udkom oktober, 2026, anmeldereksemplar

4 timer ago

View on Instagram |

1/12

“Tja, livet er ikke ligefrem en ønskekoncert.”

Idas mor er død. Plaget af sorg, skam og skyld opsiger Ida lejligheden, pakker en blå kuffert og stiger på toget. Væk fra lejligheden. Væk fra døden. Lidt tilfældigt ankommer hun til den tyske ø Rügen i Østersøen. Her møder hun værtshusejeren Knut og hans kone Marianne, der tilbyder hende at bo på deres fraflyttede datters værelse. På øen møder hun også den unge mand Leif. Han er succesfuld dj med en stor følgerskare på Instagram og er et hjælpsomt barnebarn for sin morfar.

Vindstyrke 17 er en selvstændig fortsættelse af romanen 22 baner. I 22 baner er fortælleren storesøster Tilda og i Vindstyrke 17 er fortælleren lillesøster Ida og fortællingen er rykket ca. 10 år frem i tiden. Bøgerne kredser om livet som barn og ung i et hjem med en alkoholiseret mor og om tiden efter morens død.

Marianne er en klog karakter, der med sit nærvær giver Ida den ro og tryghed, hun har behov for. Modsat mig stiller Marianne ikke for mange spørgsmål, og romanen har lært mig, at vigtige samtaler kan indeholde få ord og at man kan få svar på sine spørgemål helt uden at stille den, hvis man man er stille og tålmodig.

Ida møder Leif på et tidspunkt, hvor hans liv ikke er let. Kan de to unge mennesker finde trøst ved hinanden?

Forfatteren skriver med stor psykologisk indsigt om livet, når det er svært – og når det er skønt. Og om relationer mellem mennesker, når man skader og når man lindrer.

Læs videre👇/Jane

Caroline Wahl, Vindstyrke 17, Alpha, September 2026, På dansk ved Henrik Andersen, anmeldereksemplar

@bogblogger.dk

•

“Tja, livet er ikke ligefrem en ønskekoncert.” Idas mor er død. Plaget af sorg, skam og skyld opsiger Ida lejligheden, pakker en blå kuffert og stiger på toget. Væk fra lejligheden. Væk fra døden. Lidt tilfældigt ankommer hun til den tyske ø Rügen i Østersøen. Her møder hun værtshusejeren Knut og hans kone Marianne, der tilbyder hende at bo på deres fraflyttede datters værelse. På øen møder hun også den unge mand Leif. Han er succesfuld dj med en stor følgerskare på Instagram og er et hjælpsomt barnebarn for sin morfar. Vindstyrke 17 er en selvstændig fortsættelse af romanen 22 baner. I 22 baner er fortælleren storesøster Tilda og i Vindstyrke 17 er fortælleren lillesøster Ida og fortællingen er rykket ca. 10 år frem i tiden. Bøgerne kredser om livet som barn og ung i et hjem med en alkoholiseret mor og om tiden efter morens død. Marianne er en klog karakter, der med sit nærvær giver Ida den ro og tryghed, hun har behov for. Modsat mig stiller Marianne ikke for mange spørgsmål, og romanen har lært mig, at vigtige samtaler kan indeholde få ord og at man kan få svar på sine spørgemål helt uden at stille den, hvis man man er stille og tålmodig. Ida møder Leif på et tidspunkt, hvor hans liv ikke er let. Kan de to unge mennesker finde trøst ved hinanden? Forfatteren skriver med stor psykologisk indsigt om livet, når det er svært – og når det er skønt. Og om relationer mellem mennesker, når man skader og når man lindrer. Læs videre👇/Jane Caroline Wahl, Vindstyrke 17, Alpha, September 2026, På dansk ved Henrik Andersen, anmeldereksemplar

1 dag ago

View on Instagram |

2/12

📖 Vi har bedt roman-aktuelle Annette Bjergfeldt om at anbefale 3 favoritter fra sin egen reol.

💕 Swipe i opslaget for at se de tre favoritter.

💕 Måske er det også nogle af de bøger, du holder af?

💕 Annette Bjergfeldt romandebuterede med Højsangen fra Palermovej, der ligesom hendes næste bog, Mr. Saitos Rejsebiograf, tog læsere og anmeldere med storm.

💕 Hendes bøger er solgt til udgivelse på foreløbig 27 sprog.

💕 Bjergfeldt er indtil videre to gange nomineret til Martha-prisen – danskernes yndlingsforfatter.

@bogblogger.dk

•

📖 Vi har bedt roman-aktuelle Annette Bjergfeldt om at anbefale 3 favoritter fra sin egen reol. 💕 Swipe i opslaget for at se de tre favoritter. 💕 Måske er det også nogle af de bøger, du holder af? 💕 Annette Bjergfeldt romandebuterede med Højsangen fra Palermovej, der ligesom hendes næste bog, Mr. Saitos Rejsebiograf, tog læsere og anmeldere med storm. 💕 Hendes bøger er solgt til udgivelse på foreløbig 27 sprog. 💕 Bjergfeldt er indtil videre to gange nomineret til Martha-prisen – danskernes yndlingsforfatter.

2 dage ago

View on Instagram |

3/12

@bogblogger.dk

•

[reklame] V I N D 3 B Ø G E R 💚 Du deltager ved: 💚 at like opslaget 💚 og skrive hvilken bog du ønsker dig i julegave 💚 og så håber vi du vil følge os Vi trækker en vinder d. 22. november. Vinderen får besked i DM. Der sendes til dansk adresse. Værdi: 600 kr. Denne giveaway er ikke associeret med Instagram eller Meta.

3 dage ago

View on Instagram |

4/12

I ville gerne have anbefalinger af gode tv-serier baseret på gode bøger. 📺

Vil I også have anbefalinger af teater? Jeg håber det! 🎭

I denne omgang er det teater, du kan se i København. I nær fremtid anbefaler vi også teater i Jylland.

Har vi glemt noget? Kom endelig med dine anbefalinger i kommentarfeltet! 🙏

Jeg så Dansen med Regitze i Skuespilhuset i foråret. Det var GENIALT. Jeg ved ikke, om de kan finde på at genopsætte den. Så må du slå til! ❤️

OBS! 1984 går på Folketeatret og ikke på Republik, som vi har skrevet i selve opslaget.

@bogblogger.dk

•

I ville gerne have anbefalinger af gode tv-serier baseret på gode bøger. 📺 Vil I også have anbefalinger af teater? Jeg håber det! 🎭 I denne omgang er det teater, du kan se i København. I nær fremtid anbefaler vi også teater i Jylland. Har vi glemt noget? Kom endelig med dine anbefalinger i kommentarfeltet! 🙏 Jeg så Dansen med Regitze i Skuespilhuset i foråret. Det var GENIALT. Jeg ved ikke, om de kan finde på at genopsætte den. Så må du slå til! ❤️ OBS! 1984 går på Folketeatret og ikke på Republik, som vi har skrevet i selve opslaget.

3 dage ago

View on Instagram |

5/12

Jeg kan godt lide, når en dansk krimi ikke foregår i København. Danmark består trods alt af andet end brosten, havnebade og politifolk med udsigt til Christiansborg. Og denne gang går turen til grænselandet. I Claus Lohmans ”Ligevægt” bliver Stine Jørgensen og Marco Mortensen nemlig kastet ind i en mordsag i Padborg. Ved liget står en gammeldags vægt med offerets ring og en terning i skålene. Ret hurtigt står det klart, at nogen har et regnskab, der skal gøres op.

Det er en rigtig god begyndelse. Og Lohman skriver godt. Som læser bliver jeg trukket ind i historien, jeg føler hovedpersonerne som mennesker, og miljøet giver bogen sin helt egen identitet.

Lohman tilhører den gruppe af nyere danske krimiforfattere, der bruger forbrydelsen og kernehistorien som adgangsbillet til at sige noget mere. Undervejs får vi små besøg i danske hjem og liv, hvor nutidens problemer allerede lever. Det gør historien mere genkendelig. Og mere menneskelig.

Jeg har dog en lille bitte anke. Handlingen er egentlig ikke vanskelig at følge. Alligevel følte jeg mig enkelte steder mærkværdigt langt fra løsningen.

Mange krimier giver os små stykker af puslespillet undervejs. Her savnede jeg indimellem et par små brikker, et par bidder, der kunne holde mig til fadet. Ikke nødvendigvis de afgørende. Bare nok til, at jeg stadig kunne holde begejstringen. Det kæmpede jeg en lille smule med.

Men svarene kommer. Og jeg kedede mig bestemt ikke. Men rytmen kunne efter min smag have været lidt skarpere. Jeg indrømmer gerne, at andre læsere sagtens kan opleve det anderledes.

For ”Ligevægt” er grundlæggende en velskrevet og medrivende krimi med troværdige personer og et miljø, jeg meget gerne besøger igen.

Lohman fortæller en kriminalhistorie. Men han husker samtidig, at kriminalhistorier virker bedst, når de er fyldt med rigtige mennesker Det er denne historie.

Men jeg havde en god læseoplevelse, og jeg anbefaler gerne bogen./Claus

Claus Lohman: ”Ligevægt”, Forlaget Brændpunkt, 365 sider, udkom oktober, 2026, anmeldereksemplar

@bogblogger.dk

•

Jeg kan godt lide, når en dansk krimi ikke foregår i København. Danmark består trods alt af andet end brosten, havnebade og politifolk med udsigt til Christiansborg. Og denne gang går turen til grænselandet. I Claus Lohmans ”Ligevægt” bliver Stine Jørgensen og Marco Mortensen nemlig kastet ind i en mordsag i Padborg. Ved liget står en gammeldags vægt med offerets ring og en terning i skålene. Ret hurtigt står det klart, at nogen har et regnskab, der skal gøres op. Det er en rigtig god begyndelse. Og Lohman skriver godt. Som læser bliver jeg trukket ind i historien, jeg føler hovedpersonerne som mennesker, og miljøet giver bogen sin helt egen identitet. Lohman tilhører den gruppe af nyere danske krimiforfattere, der bruger forbrydelsen og kernehistorien som adgangsbillet til at sige noget mere. Undervejs får vi små besøg i danske hjem og liv, hvor nutidens problemer allerede lever. Det gør historien mere genkendelig. Og mere menneskelig. Jeg har dog en lille bitte anke. Handlingen er egentlig ikke vanskelig at følge. Alligevel følte jeg mig enkelte steder mærkværdigt langt fra løsningen. Mange krimier giver os små stykker af puslespillet undervejs. Her savnede jeg indimellem et par små brikker, et par bidder, der kunne holde mig til fadet. Ikke nødvendigvis de afgørende. Bare nok til, at jeg stadig kunne holde begejstringen. Det kæmpede jeg en lille smule med. Men svarene kommer. Og jeg kedede mig bestemt ikke. Men rytmen kunne efter min smag have været lidt skarpere. Jeg indrømmer gerne, at andre læsere sagtens kan opleve det anderledes. For ”Ligevægt” er grundlæggende en velskrevet og medrivende krimi med troværdige personer og et miljø, jeg meget gerne besøger igen. Lohman fortæller en kriminalhistorie. Men han husker samtidig, at kriminalhistorier virker bedst, når de er fyldt med rigtige mennesker Det er denne historie. Men jeg havde en god læseoplevelse, og jeg anbefaler gerne bogen./Claus Claus Lohman: ”Ligevægt”, Forlaget Brændpunkt, 365 sider, udkom oktober, 2026, anmeldereksemplar

4 dage ago

View on Instagram |

6/12

Det er en lettere tom fornemmelse jeg sidder tilbage med efter endt læsning af Sommerfugleøen. Bogen burde ellers have alt det, som jeg godt kan lide, når jeg har brug for lidt slik og -lystlæsning, ja bare en virkelighedsflugt, som ikke kræver det store af mig som læser, men jeg blev skuffet.

Oplægget er ellers fint. Vi har at gøre med en slægtsfortælling, hvor Diana efter grandtantes død går i gang med at grave i sin families historie. Der har altid ligget dette slør af hemmeligheder og fortielser over familien, men nu skal sandheden frem i lyset. Så vi er med Diana, da hun tager tilbage i tiden og besøger teplantagen i Sri Lanka, som tilhørte hendes familie i kolonitiden. I to spor, et nutidigt og et fortidigt, fortælles familiehistorien, som bærer på nogle grusomme skæbner og ulykkelig kærlighed, og hvor vi selvfølgelig også følger den kærlighedsfortælling, som Diana pludselig ser sig selv som hovedrollehaver i, da hendes hjælper i Sri Lanka er den meget charmerende historiker Jonathan Singh.

Så oplægget er fint, men hvor er det en kluntet omgang at læse. De første kapitler er meget rodede, og det er svært at holde styr på de mange forskellige karakterer. Tonen og sproget halter, og det hele bliver meget hakkende. Så kommer historien i gang, og det går over stok og sten. Til sidst går det også så hurtigt, at det virker som om, at nu skal bogen bare slutte. Som læser sidder man tilbage med en fornemmelse af at være efterladt alene tilbage med spor og ledetråde, som aldrig rigtig bliver forløst.

Jeg har læst Jasminsøstrene og lyttet til trilogien om Sophia og været godt underholdt, men her var jeg ved at give op. Sproget er meget usammenhængende, og det er med til at ødelægge læseoplevelsen, der er sætninger, som begynder et sted, men som aldrig får den konkluderende ende med sig, så man sidder lidt og tænker, hvad var det? Fx ”I de følgende dage forblev den høje temperatur, og af og til blev Victoria plaget af kulderystelser, men til sidst gav malariaen efter.”

Læs videre👇/Karen

Corina Bomann, Sommerfugleøen, bearbejdet af Lars Onslev for Nuanxed, Cicero/Gyldendal, 2026, 456 sider.

@bogblogger.dk

•

Det er en lettere tom fornemmelse jeg sidder tilbage med efter endt læsning af Sommerfugleøen. Bogen burde ellers have alt det, som jeg godt kan lide, når jeg har brug for lidt slik og -lystlæsning, ja bare en virkelighedsflugt, som ikke kræver det store af mig som læser, men jeg blev skuffet. Oplægget er ellers fint. Vi har at gøre med en slægtsfortælling, hvor Diana efter grandtantes død går i gang med at grave i sin families historie. Der har altid ligget dette slør af hemmeligheder og fortielser over familien, men nu skal sandheden frem i lyset. Så vi er med Diana, da hun tager tilbage i tiden og besøger teplantagen i Sri Lanka, som tilhørte hendes familie i kolonitiden. I to spor, et nutidigt og et fortidigt, fortælles familiehistorien, som bærer på nogle grusomme skæbner og ulykkelig kærlighed, og hvor vi selvfølgelig også følger den kærlighedsfortælling, som Diana pludselig ser sig selv som hovedrollehaver i, da hendes hjælper i Sri Lanka er den meget charmerende historiker Jonathan Singh. Så oplægget er fint, men hvor er det en kluntet omgang at læse. De første kapitler er meget rodede, og det er svært at holde styr på de mange forskellige karakterer. Tonen og sproget halter, og det hele bliver meget hakkende. Så kommer historien i gang, og det går over stok og sten. Til sidst går det også så hurtigt, at det virker som om, at nu skal bogen bare slutte. Som læser sidder man tilbage med en fornemmelse af at være efterladt alene tilbage med spor og ledetråde, som aldrig rigtig bliver forløst. Jeg har læst Jasminsøstrene og lyttet til trilogien om Sophia og været godt underholdt, men her var jeg ved at give op. Sproget er meget usammenhængende, og det er med til at ødelægge læseoplevelsen, der er sætninger, som begynder et sted, men som aldrig får den konkluderende ende med sig, så man sidder lidt og tænker, hvad var det? Fx ”I de følgende dage forblev den høje temperatur, og af og til blev Victoria plaget af kulderystelser, men til sidst gav malariaen efter.” Læs videre👇/Karen Corina Bomann, Sommerfugleøen, bearbejdet af Lars Onslev for Nuanxed, Cicero/Gyldendal, 2026, 456 sider.

4 dage ago

View on Instagram |

7/12

Jeg var HELT BLÆST BAGOVER af tv-serien "Jeg tog ned til bror". 🤩

Har du set den? Eller måske læst bøgerne?

Vi anbefaler her 5 gode tv-serier baseret på bøger.

Kan du anbefale en serie, vi andre bør se? Skriv i kommentarfeltet! 📺

1. Jeg tog ned til bror: dr.dk
2. Øst for Paradis: Netflix
3. Harry Hole: Netflix
4. Kill Jackie: HBO Max
5. Slough House: Apple TV

@bogblogger.dk

•

Jeg var HELT BLÆST BAGOVER af tv-serien "Jeg tog ned til bror". 🤩 Har du set den? Eller måske læst bøgerne? Vi anbefaler her 5 gode tv-serier baseret på bøger. Kan du anbefale en serie, vi andre bør se? Skriv i kommentarfeltet! 📺 1. Jeg tog ned til bror: dr.dk 2. Øst for Paradis: Netflix 3. Harry Hole: Netflix 4. Kill Jackie: HBO Max 5. Slough House: Apple TV

5 dage ago

View on Instagram |

8/12

Vi tager en omgang mere! 🤩

HVIS DIN SKÆRMTID VAR EN BOG, hvilken bog ville det så være?

Det er bare spas og sjov. 🤪

Grin med os i kommentarfeltet! 🙏

@bogblogger.dk

•

Vi tager en omgang mere! 🤩 HVIS DIN SKÆRMTID VAR EN BOG, hvilken bog ville det så være? Det er bare spas og sjov. 🤪 Grin med os i kommentarfeltet! 🙏

6 dage ago

View on Instagram |

9/12

”Der er altså noget, som er helt off. Jeg rejser mig og kigger bag ved maleriet. Jeg kigger under madrassen og klædeskabet. Hvis det her var en film, ville det være nu, jeg fandt et vigtigt spor. Noget, politiet havde overset. En dagbog, et afskedsbrev, en flig af en forklaring. Men her er ingenting. Det er kun i fiktion, den slags sker. At en teenagepige lige dukker op på gerningsstedet og er meget klogere end alle andre. I virkeligheden står hun bare i et tomt sommerhus og ved ikke en fucking skid.”

Den unge pæne pige Ellen bliver fundet død i familiens sommerhus. Hendes søster Nora, som af mange betragtes som familiens sorte får, ringes hjem fra Berlin, hvor hun er bosat og studerer. Politiet mener, det er selvmord, men da Nora begynder at kradse lidt i lakken hos byens unge, begynder hun at stille spørgsmål til den konklusion.

Nora begynder at grave i tingene, og hun finder ud af, at hendes søster har været tilknyttet et datingsite, og at hun har levet et dobbeltliv, som ingen i familien har kendt til. Den pæne pige var måske ikke så pæn alligevel, men hvem dikterer egentligt, hvem der er en pæn pige?

Det kan være farligt at begynde at grave, og Nora hvirvles, i jagten på sandheden om hendes søster, længere og længere ind i en skjult mørk verden, hvor masker, stoffer, alkohol og sex spiller en stor rolle, og pludselig er rollerne vendt rundt. Nu er det ikke længere Nora, der leder efter sandheden, men derimod hende som bliver forfulgt, – måske for at sandheden ikke skal frem lyset? Men hvad er der sket med Ellen?

Det ingen må vide er en meget vellykket og velskrevet krimi, som ved siden af krimidelen også handler om at blive voksen, – at stå på egne ben, at lære sit eget begær og sin egen seksualitet at kende.

Læs videre 👇/Karen

Sarah Engell, Det ingen må vide, Gyldendal, 2026, 312 sider, anmeldereksemplar

@bogblogger.dk

•

”Der er altså noget, som er helt off. Jeg rejser mig og kigger bag ved maleriet. Jeg kigger under madrassen og klædeskabet. Hvis det her var en film, ville det være nu, jeg fandt et vigtigt spor. Noget, politiet havde overset. En dagbog, et afskedsbrev, en flig af en forklaring. Men her er ingenting. Det er kun i fiktion, den slags sker. At en teenagepige lige dukker op på gerningsstedet og er meget klogere end alle andre. I virkeligheden står hun bare i et tomt sommerhus og ved ikke en fucking skid.” Den unge pæne pige Ellen bliver fundet død i familiens sommerhus. Hendes søster Nora, som af mange betragtes som familiens sorte får, ringes hjem fra Berlin, hvor hun er bosat og studerer. Politiet mener, det er selvmord, men da Nora begynder at kradse lidt i lakken hos byens unge, begynder hun at stille spørgsmål til den konklusion. Nora begynder at grave i tingene, og hun finder ud af, at hendes søster har været tilknyttet et datingsite, og at hun har levet et dobbeltliv, som ingen i familien har kendt til. Den pæne pige var måske ikke så pæn alligevel, men hvem dikterer egentligt, hvem der er en pæn pige? Det kan være farligt at begynde at grave, og Nora hvirvles, i jagten på sandheden om hendes søster, længere og længere ind i en skjult mørk verden, hvor masker, stoffer, alkohol og sex spiller en stor rolle, og pludselig er rollerne vendt rundt. Nu er det ikke længere Nora, der leder efter sandheden, men derimod hende som bliver forfulgt, – måske for at sandheden ikke skal frem lyset? Men hvad er der sket med Ellen? Det ingen må vide er en meget vellykket og velskrevet krimi, som ved siden af krimidelen også handler om at blive voksen, – at stå på egne ben, at lære sit eget begær og sin egen seksualitet at kende. Læs videre 👇/Karen Sarah Engell, Det ingen må vide, Gyldendal, 2026, 312 sider, anmeldereksemplar

1 uge ago

View on Instagram |

10/12

Hvor mange gange kan Harry Hole egentlig være færdig, før vi holder op med at tro på det? Temmelig mange, viser det sig.

I Jo Nesbøs ”Nådeskud” har Harry forladt politiet. Han drikker ikke længere. Kvinden, han elsker, er død, og da vi møder ham nytårsaften, står han på gelænderet 17 etager over Oslo. Det er med andre ord Harry Hole i storform.

På årets første dag begynder Oleg Fauke i Drabsafdelingen, og velkomsten kunne godt have været bedre. Tre mennesker findes døde. De har alle forbindelse til filmbranchen, og snart står politiet med en gerningsmand, der bruger filmhistorien som inspiration til sine mord. Harry bliver selvfølgelig trukket ind i sagen.

Selvfølgelig. En Harry Hole-roman, hvor Harry bliver hjemme og passer sit nye arbejde, ville trods alt blive en forholdsvis kort bog.

Nesbø bruger filmverdenen til at lege med både læseren og efterforskerne. Der er spor, der peger i forskellige retninger, mistanker, der flytter sig, og personer, jeg lige havde fået placeret på den rigtige hylde, der så viser sig pludselig at høre hjemme et helt andet sted.

Det er det, Nesbø kan.

Han er fremragende til at få læseren til at føle sig klog i omtrent tre sider, hvorefter han venligt demonstrerer, at vi overhovedet ikke havde forstået noget som helst.

Samtidig er der sket noget interessant med Harry. Den alkoholiserede, selvdestruktive politimand, vi har kendt gennem serien, er stadig genkendelig, men alkoholen fylder mindre. Sorgen gør til gengæld. Og relationen til Oleg giver historien noget menneskeligt midt i alt det meget lidt menneskelige.

Læs videre 👇/Claus

Jo Nesbø: ”Nådeskud”, Forlaget Modtryk, 452 sider, udkom oktober, 2026, anmeldereksemplar

@bogblogger.dk

•

Hvor mange gange kan Harry Hole egentlig være færdig, før vi holder op med at tro på det? Temmelig mange, viser det sig. I Jo Nesbøs ”Nådeskud” har Harry forladt politiet. Han drikker ikke længere. Kvinden, han elsker, er død, og da vi møder ham nytårsaften, står han på gelænderet 17 etager over Oslo. Det er med andre ord Harry Hole i storform. På årets første dag begynder Oleg Fauke i Drabsafdelingen, og velkomsten kunne godt have været bedre. Tre mennesker findes døde. De har alle forbindelse til filmbranchen, og snart står politiet med en gerningsmand, der bruger filmhistorien som inspiration til sine mord. Harry bliver selvfølgelig trukket ind i sagen. Selvfølgelig. En Harry Hole-roman, hvor Harry bliver hjemme og passer sit nye arbejde, ville trods alt blive en forholdsvis kort bog. Nesbø bruger filmverdenen til at lege med både læseren og efterforskerne. Der er spor, der peger i forskellige retninger, mistanker, der flytter sig, og personer, jeg lige havde fået placeret på den rigtige hylde, der så viser sig pludselig at høre hjemme et helt andet sted. Det er det, Nesbø kan. Han er fremragende til at få læseren til at føle sig klog i omtrent tre sider, hvorefter han venligt demonstrerer, at vi overhovedet ikke havde forstået noget som helst. Samtidig er der sket noget interessant med Harry. Den alkoholiserede, selvdestruktive politimand, vi har kendt gennem serien, er stadig genkendelig, men alkoholen fylder mindre. Sorgen gør til gengæld. Og relationen til Oleg giver historien noget menneskeligt midt i alt det meget lidt menneskelige. Læs videre 👇/Claus Jo Nesbø: ”Nådeskud”, Forlaget Modtryk, 452 sider, udkom oktober, 2026, anmeldereksemplar

1 uge ago

View on Instagram |

11/12