// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Virginia Evans: Brevene
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Virginia Evans: Brevene

Skrevet af den 1. juli 2026 – 05:17Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af Anna Skyggebjerg

Kære Læser,

Tak fordi De læser med her.

Jeg har lært af Ms Sybil Van Antwerp fra Maryland, at det altid er en god ide at begynde et brev med at sige tak. Og hun bør vide det, for hun, der nu er tæt på 80 år, har skrevet tusindvis af breve gennem hele sit liv. Hun skriver til venner og familiemedlemmer, men også for eksempel til en avisredaktør (dum!) og til dekanen på universitetet (dum!) og til en tidligere kollegas teenagesøn (ikke dum, men meget plaget).

Også forfattere skriver hun til, for hun har alle dage læst meget (den, som ikke læser bøger: dum!). Brevene er grundpillen i Ms Sybils liv. Ikke karrieren, ikke familien, men brevene. Hun skriver mandag, onsdag og fredag, nogle gange lørdag, altid på tykt, cremefarvet papir, bestilt hjem fra London. Brevene gør hende godt, men ikke kun godt, for de betyder også, at Ms Sybil holder verden ud i strakt arm.

Mange af hendes breve er samlet i Virginia Evans roman “Brevene”, og derfor kan De komme til at kende Ms Sybil temmelig godt, hvis De er villig til at stykke hendes liv sammen gennem de fragmenter, som brevene udgør.

Tro mig, De vil gerne kende Ms Sybil. Hun mener selv, at hun, der har været dommerfuldmægtig i 30 år, er et helt almindeligt menneske, som bare gerne vil have, at man følger love og regler. I realiteten er hun et sammensat menneske: selvgod, kantet, ensom og fuld af skyld og fortrydelser. Særligt fortryder hun det brev, hun ikke havde modet til at skrive, det vigtigste af dem alle.

De, læser, vil til gengæld fortryde, hvis ikke De læser “Brevene”. Bogen er varm, sjov, klog og følsom. Præcis som Ms Sybil er, selvom hun er længe om at stå ved det. Lad mig dog advare Dem om, at romanen indeholder stor sorg, fysisk og psykisk sygdom, tragedier og familieproblemer. Bare så De ikke tror, den er sommerlæsning af den helt lette type.

Med venlig hilsen, Anna

Virginia Evans, Brevene, juni 2026, Gyldendal, Gæsteanmeldelse af Anna Skyggebjerg, Originaltitel: The Correspondent, Oversat af Nanna Lund.

Der er lukket for kommentarer.