“Enhver lighed med virkeligheden er helt tilsigtet.” Så er vi i gang.

Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvor mange i den virkelige medieverden, der sidder og vrider sig en smule, mens de læser. For hvem er det egentlig, Rikke Viemose skriver om?

Romanens hovedperson, Nina Rydén, går målrettet efter chefredaktørstolen på Demokraten. Hun er en hæderkronet journalist, forperson for Kulturministerens diversitetsudvalg og modtager af Publicistprisen for sit arbejde mod sexisme i mediebranchen. Hun er med andre ord selve billedet på den progressive frontfigur.

Men så lander en #metoo-rapport på hendes bord. Hendes navn står der. Blandt mange andre, men det er der.

Hvad gør hun nu?

Parallelt møder vi Mathias. Som ung journalist blev han spået en stor karriere og startede i praktik på Demokratens udlandsredaktion, hvor Nina var redaktør. På et seminar i Sverige lægger hun an på ham og presser ham til sex. Det er i hvert fald sådan, han oplever det. En hændelse, der siden har kastet lange skygger over hans liv.

Da en dokumentarist kontakter ham for at tale om kulturen på Demokraten, begynder han for alvor at tænke på det, der skete.

Romanen foregår i to forskellige spor: dengang og nu. Et klassisk greb, men her fungerer det særligt godt, fordi det punkterer den velkendte forklaring: “Det var en anden tid.” For var det egentlig okay dengang?

Viemose løfter samtidig en samtale, der stadig gør mange utilpasse: Kan kvinder være krænkere? Kan mænd blive udsat for seksuelle overgreb? Romanen insisterer på, at svaret er ja og viser, hvor svært det kan være at blive taget alvorligt, når man ikke passer ind i den forventede offerrolle.

En af bogens styrker er skildringen af de langsigtede konsekvenser. Det, der udefra kan ligne en “gråzone” eller en forbigående situation, kan indefra opleves voldsomt. Den manglende selvrespekt, de martrende minder, følelsen af aldrig at kunne forlade det, fordi du er det i det samme miljø, oplever vi som læsere gennem Mathias.

Romanen er kort og hurtigt læst. Den berører mange temaer, som kunne have været foldet endnu mere ud, men den rammer præcist og modigt. Det er en stærk og tankevækkende debut fra Rikke Viemose, som tidligere har skrevet “Nu taler jeg – breve til min datter” om samme emne.

Rikke Viemose: En anden tid, Lindhart og Ringhof, februar 2026, 250 sider.