Da hun er seks år, får hendes mor en ny kæreste. Han er opfarende, uforudsigelig og voldelig – både fysisk og verbalt. Hun vokser op som vidne til sin mors dysfunktionelle forhold og baggrundstæppet til hendes barndom er vold, skrig og gråd: ”I visse perioder havde jeg svært ved at sove fordi jeg var bange for at Paulo ville slå min mor ihjel.”

Romanen undersøger de uudslettelige spor, sådan en opvækst sætter, og hvordan bestemte mønstre bæres med ind i voksenlivet. Samtidig undersøger den, om forfatteren kan skabe afstand til sin fortid og opvækst ved at få den nedfældet på papir.

“At omforme ham til en romanfigur får mig til at tro at han hører mere til på disse sider end i mit liv. Det er et forsøg på at redde mig, ikke ved at flygte, men gennem mødet med det skrevne”.

Bogen er opbygget af korte afsnit, der fremstår som kondenserede øjebliksbilleder. Fortællingen er ikke kronologisk, men kredser om stemninger og situationer. Det er et effektivt greb, fordi volden netop er noget, der kan blusse op når som helst – også i hukommelsen.

Men der er også glimt af ro og samhørighed: de tegner sammen, og han binder hendes skolebøger ind på den helt rigtige måde. Det ledsages dog af virkelig mange angreb – også mange ”tavse angreb”, som ofte er mere urovækkende end de åbenlyse. Som da hun finder hår fra badeværelsesristen viklet om sin tandbørste – hans ordløse straf for, at hun ikke fjerner dem.

Romanen skildrer ligeledes, hvordan relativisering kan fungere som overlevelsesstrategi: der er altid noget, der er værre. Derudover registrerer hun, at det, hun oplever, normaliseres: ”Man sagde ”sådan er han”, vekslede blikke, trak på skuldrene. De nærmeste var jo allerede vant til det, og der opstod en overbærenhed”.

Romanen problematiserer samtidig forestillingen om det geniale, følelsesmæssigt ukontrollerbare menneske, som man skal gå på listefødder omkring.

En stor anbefaling herfra.

Madalena Sá Fernandes: Kampen mod min stedfar, Aurora Boreal, oversat af Gregers Steendahl, september 2025, 205 sider.