// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Simone de Beauvoir: En skånsom død
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Simone de Beauvoir: En skånsom død

Skrevet af den 19. december 2025 – 05:47Ingen kommentarer

En skånsom død er en skarp, ærlig og dybt menneskelig skildring af den sidste tid – som patient, som pårørende og som menneske, der prøver at forstå, hvad det vil sige at leve, når døden står helt tæt på.

Romanen tager afsæt i Beauvoirs mors sidste tid: sygdomsforløbet, dødslejet og de mange tanker, der uvægerligt følger med, når et menneske man elsker visner hen. Men teksten er langt mere end en dokumentation af en mors død. Den er også et nuanceret psykologisk og sociologisk portræt af forholdet mellem mødre og døtre, af moralens snærende greb og af de strukturer, der har formet Beauvoirs mor – og dermed også skabt afstand mellem dem.

Det er en roman, der indkapsler den tankestrøm, som ofte følger døden: den spontane gennemgang af fortiden, de ambivalente følelser, ønsket om at ære den døendes sidste vilje, selv når det står klart, at netop dét menneske snart ikke længere er her. Beauvoir viser skarpt, hvordan sundhedsvæsenet i sin stræben efter at forlænge livet ikke altid formår at forholde sig til, hvad der faktisk er et værdigt liv – og hvordan både patienter og pårørende kan opleve afmagt, når deres perspektiver ikke tillægges vægt.

Den sidste tid bliver særlig intens og betydningsfuld, og Beauvoir beskriver med usentimental klarhed, hvordan det føles at være vidne til et langsomt kropsligt forfald, til angst og tro, til håb der slukkes og til en uro, der trods alt forener mor og datter. Beauvoir argumenterer aldrig for én rigtig måde at dø eller sørge på. Hun blotlægger i stedet den kompleksitet, der opstår i mødet mellem kærlighed, skyld, vrede, ømhed og uafvendelighed. Det gør romanen både analytisk og hudløst nærværende. Og netop i dette spænd mellem det intime og det almene ligger dens styrke: jo mere personligt Beauvoir skriver, jo mere genkendeligt bliver det for læseren.

En skånsom død udkom første gang i 1964 og senest på dansk i 1986. Nu foreligger en ny oversættelse af Troels Hughes Hansen, af en af Simone de Beauvoirs mest personlige og umiddelbare skildringer. Det er en roman, der minder os om dét, der også forener os: vi skal alle dø, og vi skal alle miste. Det er banalt. Og det er universelt.For selv om En skånsom død tager udgangspunkt i én bestemt relation og én bestemt tid, er det en fortælling, der rækker ud over det biografiske.

Simone de Beauvoir, En skånsom død, nyoversat af Troels Hughes Hansen, Gyldendal, 160 sider, oktober 2025

Der er lukket for kommentarer.