Jeg har først for nylig fået øjnene op for Marie Bregendahls (1867-1940) helt enestående kvaliteter som forfatter – og det er alt, alt for sent. Jeg håber derfor virkelig, at andre læsere er klar til at hoppe på Bregendahl-bølgen. Ikke kun fordi Marie Bregendahl fortjener at blive læst, men fordi nutidens læsere fortjener at læse Marie Bregendahl.

Gyldendal genudgav for nylig Sødalsfolkene på ikke mindre end 894 sider. Det sideantal kan skræmme selv kædelæsere væk, men heldigvis kan mindre gøre det. Gladiators forlag genudgav f.eks. En dødsnat + Ved Lars Skrædders sygeseng i 2014, og det er måske lidt mere overkommeligt for nysgerrige læsere – men absolut lige så godt.

Marie Bregendahl skriver om hverdagslivet på landet i slutningen af 1800-tallet, og det er levende, varmt og nærværende på trods af den store afstand i tid og rum. I En dødsnat følger vi en familie, hvor mor Anne på en af egnens store gårde skal føje endnu et barn til den store barneflok. Det går dog ikke, som titlen antyder, som det burde, og novellen skildrer den voldsomme nat igennem især den ældste datters øjne.

I Ved Lars Skrædders sygeseng er vi hos fattigfolk, et indblik i tidens ubønhørlige slid og sygdom hos mennesker, der havde fortjent bedre livsvilkår. Fælles for de to noveller er, at Marie Bregendahl åbner et vindue til mennesker i dyb krise. De har så anderledes livsvilkår end os, men hvis eksistentielle kvaler alligevel vækker genklang hos os i dag.

Marie Bregendahl: En dødsnat. 188 sider, Gladiators forlag. Udkom 2014