Brigitte Reimann: Vi var søskende
Et øjebliksbillede fra DDR. Siden murens fald er der kommet både film og bøger om livet i den kommunistiske diktaturstat DDR. Meget af det – f.eks. Erpenbecks Kairos – er ganske fremragende, men det er skrevet efter murens fald, og med eftertidens blik på tiden. Her er Vi var søskende anderledes.
Vi var søskende er skrevet i realtid, om man så må sige, og udkom i en censureret udgave i 1963. Den færdige roman var nemlig for hård kost for arbejderstaten, og det er først for nylig at originalmanuskriptet er dukket op (Reimann selv døde af kræft i 1973). Og hvilket manuskript!
Vi var søskende er et råt indblik i ikke bare leveforholdene i DDR omkring 1960, men også i DDR-menneskets tanke- og følelsesliv. Det er historien om Elisabeth, der er vokset op under og efter 2. verdenskrig – hun kunne ikke kende sin far, da han vendte hjem efter fire år i fangelejr – og som nu er fast i troen på kommunismens og DDRs berettigelse.
Hun får lov at være kunstner samtidig med at hun passer sit arbejde på et brunkulskombinat med at undervise arbejdere i maling, og trods sin store loyalitet mod arbejdernes sag, har hun et skarpt blik for udfordringerne i DDR. Men da hendes elskede bror vil flygte til Vesten i protest mod udueligheden, korruptionen, undertrykkelsen og løgnene i DDR, befinder hun sig i et dilemma: hvordan får hun broren til at opgive sit forehavende? Skal hun lade ham gå eller angive ham?
I enhver nutidshistorie ville valget være nemt og moralsk enkelt. Men sådan så konflikten mellem familie og stat ikke ud dengang, hvor krigen var frisk i erindringen og den tyske deling ikke bare var en deling af geografi, men også af familier, sjæle og menneskers inderste overbevisning. Dét skriver Reimann frem, så man forstår hvorfor Elisabeths tvivl er så eksistentiel, og hvordan de konflikter der i historiens bakspejl er sort/hvide ikke nødvendigvis føltes sådan, når man må leve livet forlæns.
Vi var søskende er en fortælling om tro og tvivl, om menneskers dybeste overbevisning og om hvordan en totalitær stat ikke bare består af ydre tvang, men også ved at tage magten over menneskers følelser og indre liv. Der var en grund til, at Vi var søskende var for hård kost for datidens DDR, og det er en gave at vi nu får den på dansk med mere end 60 års forsinkelse!
Birgitte Reimann: Vi var søskende. 272 sider, Gyldendal. Oversat af Uschi Tech, udkom 2. april 2025