Kairos er det lykkelige øjebliks gud, og for purunge Katharina føles det som et lykkens øjeblik, da hun møder den 34 år ældre Hans. Det er i Østberlin, året er 1986 og Østtyskland er en kolos på lerfødder. Det tænker de to elskende ikke over selvom deres privatlivs kaos snart vil følge deres hjemlands.

Katharina er studerende, Hans skriver for radioen. Hun er ikke så politisk vakt, han nåede at være i Hitlerjugend og søn af glødende nazister. Som ung vælger han i protest mod forældrene den modsatte side: han flytter af eget valg til Østtyskland for at udleve socialismen i den ”demokratiske” republik.

Deres kærlighed er opslugende og farlig. Hans er gift og har et barn, Katharina har hele livet foran sig. Allerede ved første middag ridser han kravene op: han kommer ikke til at gå fra sin kone. Hun accepterer, deres elskov er knitrende og spændende. De har kærligheden til musikken til fælles, og så forsøger de ellers at holde deres forhold levende mens Østtyskland så småt begynder at falde fra hinanden.

Det fungerer i en periode. Men Hans er mere besidderisk end han tillader Katharina at være, og da hun en dag får en spændende kollega begynder det at gå galt også for de to…

Kairos er en roman om den opslugende kærlighed og hvordan den kan æde sjæle op. Det er et umage par, og deres parforholds kaos og udnyttelse spejles i sammenbruddet i østblokken. Det er en roman hvor det nære og hverdagsagtige i en stat, der gik under, møder de storslåede følelser i både mennesker og musik.

Jeg har tidligere læst Før sol går ned af samme forfatter, som jeg var meget begejstret for, og jeg er bestemt ikke skuffet over Kairos. Erpenbeck kan skrive mennesker, dialoger, scener og historier frem, så de lever og går op i en højere enhed.

Jenny Erpenbeck: Kairos. 363 sider, Gads forlag. Oversat af Andrea Fehlauer, udkom 17. maj 2024