Martin Flink: Midt i magten
Fagforeningen Dansk Metals formand Claus Jensen er Danmarks mest magtfulde person. Hvis man ikke vidste det, så ved man det med sikkerhed, når man er færdig med at læse journalist Martin Flinks portrætbog om Claus Jensen. For det bliver skrevet igen og igen. Ja, det er hele bogens præmis for hvorfor Claus Jensen er værd at beskæftige sig med.
Martin Flink er en af Danmarks bedste arbejdsmarkedsjournalister. Og der er ingen tvivl om, at han ved hvad han skriver om. Vi kommer ned i materien og bliver klogere på både den danske model og hvordan de store overenskomster bliver til. Vi får også et godt oprids af fagbevægelsens udfordringer – og Claus Jensens bud på hvordan man løser de udfordringer.
Vi kommer også tæt på Claus Jensen og hans arbejde i spidsen af den store fagforening og hans arbejde for sine medlemmer. Claus Jensen er uden tvivl en dygtig forhandler og netværker. Men der må også være en anden side af Claus Jensen. Der må være folk, som har “slået sig” på Claus Jensen og kan være med til at tegne et mere nuanceret billede af Claus Jensen end det glansbillede, som Martin Flink tegner. Det kan ikke være rigtigt, at manden er næsten fejlfri.
Desuden accepterer Martin Flink på læsernes vegne, at Claus Jensen ikke vil tale om sin skilsmisse, ligesom vi – i hvert fald ikke til citat – hører Claus Jensens ekskones beskrivelser af manden. Spøjst at forfatteren accepterer den indsnævring af portrættet.
En anden “god historie”, som vi kun introduceres til ganske overfladisk, er forholdet til sønnen Thomas. Han fortæller om en far, der var meget fraværende i hans formative teenageår. Fordi faderen pendlede frem og tilbage mellem hjemmet på Nordfyn og Metal-hovedkvarteret i København. Den historie kunne være med til at fortælle et mere nuanceret og knap så poleret billede.
Når det er sagt, så leverer Flink et gedigent portræt af den professionelle Claus Jensen, som gør læseren klogere på både manden selv og på det han arbejder for og med. Især beskrivelsen af forskellen på Claus Jensen og de sydeuropæiske fagforeningsbossers arbejde ridser det meget godt op sammen med et fint afsnit, hvor Flink stiller spørgsmål om fagbevægelsens fremtid – og Claus Jensen svarer uddybende.
Det professionelle portræt understreges af, at undertitlen er “et portræt af Claus Jensen, formand for Dansk Metal”. Ikke blot Claus Jensen, men også hans titel. Desuden er bogens afsnit delt op af Metal-logoer(!) En lidt underlig detalje, der får en til at overveje, om Dansk Metal helt eller delvist har betalt for produktionen af bogen. Det står der dog ikke noget om i bogen.
Martin Flink: Midt i magten – et portræt af Claus Jensen, formand for Dansk Metal. Gyldendal 2024, 256 sider.