// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Scott-Baumann: Den korte historie om Israel og Palæstina
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Michael Scott-Baumann: Den korte historie om Israel og Palæstina

Skrevet af den 21. juli 2024 – 07:11Ingen kommentarer

Næste år i Jerusalem. Det nuværende Israel og Palæstina har været omstridt territorium siden bibelsk tid, og den nuværende krig i Gaza har dybe, historiske rødder. Tre religioner betragter området som helligt, og folkeslag og krige har igennem årtusinderne drevet og fordrevet hinanden hen over området mellem Middelhavet og Jordanfloden.

Den nuværende krig i Gaza og det forudgående terrorangreb d. 7. oktober 2023 aktualiserer behovet for at forstå hvad der foregår dernede og ikke mindst historien bag. Historien spiller nemlig en stor rolle i de stridende parters forståelse af hvad der er deres ret, krigsmål og ikke mindst hvorfor de mener at have lov til at nedkæmpe fjenden på bekostning af ikke bare militære men også civile liv.

Scott-Baumann forsøger at give en kort og afbalanceret indføring i de sidste ca. 100 års historie og baggrunden for den nuværende konflikt. Det gør han pædagogisk og forståeligt, fra Osmannerrigets sammenbrud, Balfoureklæringen og det britiske mandatområde til udråbelsen af staten Israel, uafhængighedskrigen og de efterfølgende krige, besættelser og frem til Oslo aftalerne for at slutte aktuelt med den igangværende, åbne krig.

Det er, som titlen siger, en kort gennemgang, men et rigtig godt sted at få et overblik over begivenhederne hvilket er bogen helt store force. Når man læser om krigen i medierne, kan det være svært at få sat de forskellige historiske begivenheder ind i sammenhæng (Hvad var det med Golanhøjderne? Hvorfor sluttede Israel og Egypten fred? Hvornår begyndte palæstinenserne – der aldrig har haft deres egen stat – at opfatte sig selv som et selvstændigt folk med ret til selvbestemmelse?) og her er bogen en god introduktion.

Er den så også afbalanceret? Det afhænger nok af øjnene, der ser. Hvis man er From-the-river-to-the-see-aktivist, vil man formentlig mene at bogen underspiller palæstinensernes lidelser og overgreb samt deres berettigede frihedskamp, mens Israels mest loyale tilhængere vil nok mene, at bogen er alt for sympatisk indstillet over for palæstinenserne og at forfatteren ikke forstår Israels ret til at forsvare sig selv – eller reflekterer nok over at konsekvenserne af indrømmelser (rømningen af Gaza i 00’erne, tilbageleveringen af Sinai og Golanhøjderne) ikke blev fred, men bare mere krig og terror.

Historie er aldrig neutral, og slet, slet ikke i Mellemøsten. Jeg synes bogen er stærk i sin dokumentation af, hvor systematisk bosættelserne på Vestbredden har ødelagt muligheden for en selvstændig Palæstinensisk stat og de israelske overgreb og benspænd, der har gjort livet som for hovedparten af palæstinenserne utåleligt.

Til gengæld undrer jeg mig over, at forfatteren er så negativ over for Osloaftalerne, som trods alt var tæt på at skabe en løsning (lige til de ikke var det længere) og så savner jeg en mere grundig beskrivelse af Irans indflydelse i regionen, ligesom Islam som ideologisk ramme for kampen mod aftaler og anerkendelse af staten Israel underspilles. Tror forfatteren virkelig at en total tilbagetrækning til før-1967 grænserne vil betyde fred og sikkerhed for Israel?

Jeg tror på læserens evne til at være kritisk over for både den israelske og palæstinensiske propaganda vi møder i medierne og på sociale medier, og jeg tænker også at læseren kan forholde sig kritisk til denne bog.

Der findes ikke én sandhed om konflikten, ikke én skurk eller én helt, der findes kun uendelig menneskelig lidelse, og den vil først blive lindret når parterne (i øvrigt selvstændigt problem: hvem kan forhandle på palæstinensernes vegne?) kan blive enige om at alle må gøre svære indrømmelser for at det hellige land igen kan blive landet med mælk og honning for alle beboere, uanset religion og etnicitet.

“Den korte historie om…” er en del af en serie om forskellige lande. Tidligere er udkommet Tyskland og England.

Michael Scott-Baumann: Den korte historie om Israel og Palæstina. 271 sider, Svane & Bilgrav. Oversat af Chris Thomassen Lerche, udkom 15. december 2023

Der er lukket for kommentarer.