James Hawes: Den korte historie om England
Rule Britannia, Britannia rule the waves. Sådan synger vores vestlige naboer salvelsesfuldt ved festlige lejligheder, og øriget har da også været en verdensmagt som få i historien – hvilket nogle af indbyggerne vist har svært ved at lægge bag sig. I disse Brexit tider har vi måske mere end nogensinde brug for at forstå hvad der sker på den anden side af Nordsøen – og hvorfor. Det kræver en historisk forståelse af England (og Storbritannien og det forenede kongerige… ) og hvis man har brug for de lange linjer og det store overblik, ja så er Den korte historie om England et virkelig godt sted at starte.
Fra Cæsar til Normannernes erobring. Fra hundredårskrigen til Tudorerne, fra det glorious revolution til den industrielle revolution. Fra verdenskrigene til Brexit. Hawes tager os kyndigt i hånden og fører os på en tour de force på bare 299 sider gennem konger og krige, udvikling og afvikling – og gennem de store forskelle, der altid har præget England og stadig gør. Forskellen mellem nord og syd. Forskellen mellem eliten og resten af befolkningen.
Den korte historie om England er det overblik, man har brug for, inden man vælger at grave sig ned i bestemte perioder af Englands historie. Det er også det overblik, der placerer og perspektiverer de vigtigste begivenheder i historien på et letlæst og forståelig måde, så man får en hurtig forståelse af hovedlinjerne. Bogen er fyldt med små powerpoint lignende grafikker, og dem er jeg ikke fan af, men det er andre måske.
James Hawes har også skrevet Den korte historie om Tyskland, og Den korte historie om England har de samme kvaliteter og de samme udfordringer som bogen om Tyskland. Der er måske lige lidt meget, der bliver presset ned i Hawes hovedhypotese, men pyt med det for det kan en god læser godt forholde sig kritisk til, og uanset får man både viden og noget at tænke over, og så er man godt underholdt oveni.
James Hawes: Den korte historie om England. 299 sider, Svane & Bilgrav. Oversat af Anders Juel Michelsen, udkom 21. april 2021