Emma Hamberg: Je m’appelle Agneta
Agneta fylder snart halvtreds og hun har ikke særlig høje tanker om sig selv. Hun beskriver sig selv som gennemsigtig og vil egentlig helst falde i med tapetet og kommunikationen med de voksne børn er primært igennem mobilpay.
Manden Magnus kender vejen til det gode liv og det går igennem hård træning, ingen gluten, fedt, sukker eller kulhydrater, så for at få lidt fred drikker Agneta kaffe og vin i smug.
En dag ser hun en annonce i avisen. Der søges en hjælper til en ældre dreng – i Frankrig og man skal kunne tale fransk. Agneta svarer på annoncen og lidt i trods rejser hun afsted til Saint Carelle – en lille hyggelig by. Så skal hun bare finde den dreng hun skal passe.
Intet er som Agneta havde forestillet sig, men hun befinder sig pludselig midt i sit livs eventyr, bare tilsat en masse rod, forviklinger og bukser der er tisset i. Men også et eventyr med god ost og vin, opbygning af vigtige relationer og Agneta finder endelig sin farve og siger farvel til at være gennemsnitlig og gennemsigtig.
Det er en helt fantastisk bog af Emma Hamberg. Persongalleriet er simpelthen så skønt og kommunikationen mellem menneskene er bare spot on. Genkendeligt og humoristisk med et helt særligt drys af sarkasme og alvor.
For en kvinde i 40’erne som Agneta, kan man godt få fornemmelsen af at løbet er kørt, men hun møder heldigvis så mange skønne mennesker, der får hende overbevist om noget andet. Livet er slet ikke slut – faktisk er et helt nyt liv begyndt i den tid hun er i Frankrig.
Det er den fineste fortælling om at finde sig selv på ny, folde vingerne ud og få et lille skub til at flyve igen.
Emma Hamberg kender vi fra bla Hjerteflimmer og Forårsjagt, og dette er hendes syvende udgivelse på dansk og denne gang med den smukkeste forside lavet af kunstneren Kristin Lidström.
Emma Hamberg, Je m’appelle Agneta, Forlaget Aronsen, på dansk ved Randi Bjerre Høfring, 395 sider, 2022