// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen

Skrevet af den 16. april 2021 – 07:27Ingen kommentarer

Vilhelm Hammershøi er en af de mest kendte og elskede danske malere. I disse år går hans malerier for tocifrede millionbeløb – men sådan har det (naturligvis) ikke altid været. Han var en del af kunstnermiljøet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og især hans billeder af hustruen Ida malet bagfra vil vække genkendelse hos mange.

Kvinde set fra ryggen er historien om Ida, og det er en smukt fortalt historie om en kvindeskikkelse, alle har set, men ingen kender.

Ida fortæller selv sin historie. Hun er vokset op i Stubbekøbing, hvor hendes far driver en købmandsforretning og hendes mor mister forstanden efter Idas brors død. Idas anden bror går på kunstakademiet, og der bliver han ven med Vilhelm og introducerer ham for sin søster. Det bliver til en forlovelse, men det er svært for Ida at finde sin plads i Vilhelms velhavende og kunstinteresserede familie på Frederiksberg, og moderens tilstand gør det også svært for hende at vide, hvad hun skal stille op.

Gift bliver de to dog, og fra da af forventes – og forventer! – Ida at skulle være opbakkende hustru for sin i stigende grad berømte mand. Det er dog ikke altid så nemt, for Vilhelm Hammershøi har et andet blik og en anden palet end sine samtidige. Ida må stå model til meget, både på rejser igennem Europa men også fra familien. Mere mus end muse, kalder hendes svigermor hende, men ikke desto mindre bliver Ida(s nakke) en inspiration for både hendes mand og kunstelskere.

Kvinde set fra ryggen er et nænsomt portræt af en kvinde, der gør sit bedste for at være en god hustru til en stor kunstner, og som konstant forventes at sætte egne behov og drømme til side for sin mand. Det er også et indirekte portræt af en kunstner, der hele sit liv er opslugt af sit maleri og om prisen, en familie betaler for at skabe Kunst med stort K.

Kvinde set fra ryggen
er en anbefalelsesværdig roman, og Ida er et nuanceret og troværdigt kvindeportræt. Der skrives i disse år mange gode romaner med udgangspunkt i historiske kvindeskikkelser, og hvis man f.eks. kunne lide Jesper Wung-Sungs En anden gren eller Malene Ravn, vil man også sætte pris på Kvinde set fra ryggen.

Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen. 384 sider, Politikens forlag. Udkom 10. marts 2021

Der er lukket for kommentarer.