// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Joe Brainard: Jeg kan huske
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Joe Brainard: Jeg kan huske

Skrevet af den 16. september 2020 – 06:08Ingen kommentarer

“Jeg kan huske dengang polio var det værste i verden.”

“Jeg kan huske mine første erektioner. Jeg troede jeg havde en frygtelig sygdom eller noget.”

“Jeg kan huske da jeg besluttede mig for at blive præst. Jeg kan ikke huske hvornår jeg besluttede mig for ikke at blive det.”

Jeg kan huske er et virkelig interessant værk, som taler til alle læsere på alle mulige måder. Værket I remember udkom i 1975 og er først nu oversat til dansk. Det har dog ikke afholdt skriveskoler i årevis fra at benytte sig af Joe Branairds metode til at kickstarte skriveprocesser.

Forlaget skriver: “Bogen kredser om opvæksten i Oklahoma, om venner, idoler og kunstnerdrømme i New York, om genstande og seksualitet, men efterhånden forstår man at disse erindringer, der ved første øjekast er personlige også er universelle – det er på en måde “alles erindringer”.

Der var afsnit jeg med det samme kunne forholde mig til og der var afsnit, der ikke på samme måde vækkede noget i mig, fx. fordi jeg ikke kendte de kunstnere, han skrev om, men fordi tonen/melodien er den samme gennem hele bogen, bliver man alligevel aldrig hægtet af. Der er noget beroligende messende over teksten, der inviterer læseren ind i en gyngende leg af ord og billeder. Det er så genialt og jeg kan sagtens forstå, at bogen er blevet en moderne klassiker. Genialt fordi det på den ene side er helt helt enkelt med de stramme jordnære tekster og på den anden side bliver stort, fordi forfatterens minder baner vej for læserens egne minder.

Jeg kan huske er utrolig stemnings- og billedskabende og det er virkelig en sand fornøjelse at rejse ind i værket og videre ind i ens egen erindring.

“Jeg kan huske en meget varm sommerdag, jeg kom isterninger i mit akvarium, og alle fiskene døde.”

“Jeg kan huske drømme hvor jeg går ned ad gaden og pludselig opdager at jeg ikke har tøj på.”

“Jeg kan huske regnbuefarvede oliepletter på fortovet når det har regnet.”

Er det ikke skønt og inspirerende?

Mange har skrevet på inspiration fra dette fantastiske værk. Måske bliver du også inspireret? Bogen er en erindringsmaskine, en skrivemotor. Jeg er selv blevet inspireret til at skrive sætninger som: “Jeg kan huske duften af solbagte grannåle ved stranden”, “Jeg kan huske duften af grillbrændte flutes i firserne” og “Jeg kan huske duften af syren langs de togskinner, hvor jeg legede om dagen og duften af renvasket havehængt sengetøj, når jeg skulle i seng.”

Jeg har også med fornøjelse læst At drømme så stort at det dårligt kan være i min lomme, som er et værk skrevet af en række hjemløse ud fra “Jeg kan huske”-metoden.

Joe Brainard levede fra 1941-1994. Han var både kunstner og forfatter. Maleriet på forsiden af bogen er navngivet Blossom og skabt af Joe Brainard i 1977.

Joe Brainard, Jeg kan huske, Forlaget Basilisk, Oversat af Pejk Malinovski, Palle Sigsgaard, Juni 2020, 183 sider, Forord af Paul Auster.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.