Renée Knight: Sekretæren
Christine Butcher er Mina Appletons sekretær. Hendes personlige assistent. Døgnet rundt er Christine Minas forlængede arm og hjerne, og de har et tæt forhold til hinanden. Christine hjælper Mina med både forretnings- og privatlivet, og hun kender hende indgående. På godt og på ondt.
Og det er ikke uden omkostninger for Christine at have denne stilling. Det er mere end bare et arbejde, det er en livsstil. Det er hendes liv. Og når man er så tæt på hinanden, risikerer man at miste sin egen føling med tingene. Man er så vant til at gøre det, den anden ønsker, tænker og beordrer, at det bliver en udfordring at holde fast i sig selv. At skelne mellem rigtigt og forkert. At huske hvad man selv synes.
Da Mina Appleton kommer i problemer, er Christine der med det samme og bakker op. Ikke et sekund er hun i tvivl om sin loyalitet overfor sin arbejdsgiver. Men presset er stort, og hun får pludselig øje på alle de ofre, det har kostet at være Mina Appletons betroede. Men hvordan slipper man fri af det? Og vil man overhovedet det?
Sekretæren er letlæst underholdning. En anelse forudsigelig, men underholdende. Det er næsten som at have set en underholdende amerikansk thriller. Lur mig om ikke det bliver til en film. Det er næsten for nærliggende.
Denne bog er til alle, der elsker et godt drama. Renée Knight er også forfatteren bag Enhver lighed, som jeg også har anmeldt her på bloggen, og selvom jeg er fint underholdt af Sekretæren, er Enhver lighed langt bedre.
Renée Knight, Sekretæren, Hr. Ferdinand, oversat af Kim Langer, marts 2019, 302 sider.