Linda Castillo: I al hemmelighed
Da en lade i Ohio brænder ned, tyder det først på at være en alvorlig ulykke. Da brændmænd og politi i efterslukningsarbejdet støder på et lig, tager sagen dog pludselig en drejning.
Det viser sig at være familien på gårdens søn, den kun 18-årige Daniel Gingerich, der er afgået ved døden. Og da det derefter viser sig, at han har været spærret inde, da branden opstod peger det pludselig på en grusom forbrydelse. Familie, venner, kolleger, stort set alle beretter om en høflig og flittig ung mand. Det er svært at forstå, at han er raget så uklar med nogen, så de ønsker ham slået ihjel.
Politichef Kate Burkholder får til opgave at opklare sagen, og efterforskningen trækker pludselig spor til Kates egen skjulte fortid, hvor mørke hemmeligheder har gemt sig i årevis. Og var den unge Daniel Gingerich nu også så fantastisk, som alle beretter om?
Stærkest står de dele af bogen, hvor Kate Burkholder er i fare (tarveligt af mig I know, men det er nu engang sådan jeg har det). Her er der nemlig for alvor noget på færde, her får jeg pulsen op og bekymrer mig for hende. Hun får godt nok også nogle knubs. Både på sjæl og krop. Både i dette bind og de andre. Imponerende at hun kan holde til det. Men det kan hun. Hun er sej og jeg følger hende gerne på flere farlige arbejdsopgaver.
“I al hemmelighed” er bind 10 i Linda Castillos krimiserie om politichef Kate Burkholder. Det er generelt en velskrevet og spændende serie. Det er interessant læsning at bevæge sig rundt blandt amish, der på mange måder lever anderledes og så alligevel har de samme følelser og udfordringer som os andre. Da vi samtidig følger Kate Burkholder og hendes forhold til John Tomasettiog dets udvikling, anbefaler jeg, at du læser bøgerne fra starten af.
Jeg har også læst de andre bøger i serien, og du kan læse min anmeldelse ved at klikke på titlen: Efter stormen, Døden venter, Sidste åndedrag, Meldt savnet, Bryd tavsheden, Bøn om tavshed, Tvunget til tavshed.
Linda Castillo, I al hemmelighed, 384 sider, Marts 2019, Hr. Ferdinand / Politikens forlag.