// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Linda Castillo: Tvunget til tavshed
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Linda Castillo: Tvunget til tavshed

Skrevet af den 15. marts 2012 – 09:23Ingen kommentarer

Jeg er ikke til seriemordere eller psykopater, der piner og parterer kvinder. Ikke fordi det er markabert eller uhyggeligt. Men fordi det er for nemt at skabe en krimi, hvis forklaringen på gerningerne udelukkende er gerningsmandens afvigende personlighed. Jeg var derfor også noget skeptisk, da jeg gik i gang med den aktuelle krimi Tvunget til tavshed af Linda Castillo. Allerede på bagsiden af bogen fornemmer man nemlig, at her har læseren at gøre med op til flere mord, der muligvis er begået af en enkelt person. Men hold fast – for det er faktisk en ganske underholdende krimi, der fik min skepsis til at forsvinde allerede i den første del af bogen!

Bogens hovedperson er Kate Burkholder, som er politichef i en mindre by, langt ude på landet i Ohio, USA. En af den slags søvnige byer, hvor alle kender alle. Hun er vokset op som amish, men har brudt med familien, som hun nu sjældent ser. For 16 år siden fandt en række brutale mord sted i byen, og Kate Burkholder har traumatiske erindringer om dengang. Erindringer som bliver bragt til live, den dag det første lig dukker op på en snedækket mark. Det er liget af en yngre kvinde. Og det bliver kun det første i rækken.

Da de lokale politikere ikke er tilfredse med tempoet i efterforskningen får Kate Burkholder påduttet en lettere korrupt, alkoholiseret og udbrændt politimand. Hans chef har peget på netop ham i håbet om, at han vil kludre så meget i arbejdet at det er lettere at opsige ham efterfølgende. Kate Burkholder er selvfølgelig alt andet end begejstret for den unødvendige assistance. Hun ændrer dog holdning længere henne i bogen.

Tvunget til tavshed starter lidt langsomt, men da fortællingen først kommer op i tempo bliver den både gysende og spændende og man slipper den ikke før sidste side er vendt. Kate Burkholder minder kun lidt om mine skandinaviske femikrimihelte Dicte Svendsen, Erica Falck og Rebecca Holm. Men det lykkedes hende alligevel at holde mig vågen aften efter aften. Og jeg følger gerne med, når hun bliver sendt ud på nye opgaver i det anderledes og interessante amish-samfund.

Linda Castillo har skrevet yderligere to bøger med politichef Kate Burkholder i hovedrollen. Bøgerne er udgivet i 30 lande.

Linda Castillo, Tvunget til tavshed, Forlaget Hr. Ferdinand, Marts 2012, 442 sider, Oversat af Henrik Enemark Sørensen.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.