// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Eika: Efter Solen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Noveller

Jonas Eika: Efter Solen

Skrevet af den 18. juni 2018 – 07:46Ingen kommentarer

Jonas Eika debuterede i 2016 med Lageret Huset Marie, men den (sociale) realisme, som den var fuld af, er helt væk i Efter Solen. Her blandes realismen med fantasien.

Jeg nød at læse alle fem historier i Efter Solen, men det er især de to noveller, der begge bærer titlen Bad Mexican Dog, som man sidder tilbage og tænker over. Det er ikke på grund af de homoerotiske scener, for de virker ret hurtigt autentiske, men der er nogle ret tankevækkende genopstandelsesscener.

Eika søger højt i denne novellesamling, og man kan mærke, at han har gjort noget ekstra ud af det. Og fordi man kan fornemme det, så søger jeg automatisk også noget ekstra i teksten. Et ekstra lag et eller andet.

Det er ikke nødvendigvis en bog, man bare lige tager op og tygger sig igennem. Det gør ikke noget, hvis man giver hver novelle lidt tid til fordøjelse.

Sproget er egentligt flot og forståeligt, men teksternes dybde gør, at stilistikken kan fremstå som en umiddelbar forhindring. Men jeg ser det kun som en behagelig udfordring. Man skal have tålmodighed, men så åbner teksten sig også, og man fornemmer, at usikkerheden om tekstens form og hensigt begynder at give mening.

Der er en fin balancegang mellem et realistisk handlingsforløb og så det absurde og uvirkelige. Man bliver indimellem ramt i hovedet af det som af en spand med levende vand, og hele ens perception af teksten bliver påvirket og vendt rundt.

Min oplevelse af det er dog, at man lynhurtigt tager det absurde til sig; det er jo tekstens forudsætning, at man accepterer en alternativ verdensopfattelse.

Solen lokker, og Solen giver liv. Der er noget transcenderende på spil i novellerne, og måske i lige så høj grad eller mere: Forventningen om det. Det er både virkeligheden og livet, der overskrides og forandres.

Det er ikke en overdrivelse at sige, at Efter Solen skiller sig ud fra andre novellesamlinger, jeg har læst i lang tid. Det er en bog for alle dem, der gerne vil udfordres lidt, og dem, der gerne vil have en spændende og måske anderledes læseoplevelse.

Jonas Eika: Efter Solen, 2018, Forlaget Basilisk, 161 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.