Er du til småmærkelige fortællinger med dystre undertoner? Så er Charlotte Weitzes novellesamling Det hvide kvarter formentlig lige noget for dig.

Vi møder Erling, der flytter til det hvide kvarter sammen med sin gravide kone og sin obo og som på uforklarligvis mister evnen til at spille, det øjeblik han bliver far. Og vi møder den undertøjssyende Lona, hvis store datter Petrine har konverteret til islam i kærlighedens navn.

Forfatteren skriver godt og der er fin sammenhæng i novellerne, der alle foregår i netop det hvide kvarter. Det hvide kvarter er et fiktivt boligområde i en forstad til København med trafikstøj, fuglesang, indfaldsveje, et moseområde og en helt masse villaer. Bosat i Herlev sad jeg med en klar fornemmelse af, at det netop er mit nabolag, Charlotte Weitze skildrer. Men lur mig om ikke læserne i Gladsaxe, Rødovre og Lyngby har det på samme måde.

Ifølge Wikipedia er forfatteren kendt for at skrive magisk realisme om mennesker i hverdagsagtige situationer, der møder noget som er en smule mere fantastisk end det normalt er muligt. Og det må hun siges fortsat at leve op til med Det hvide kvarter.

Forsiden og bogens illustrationer er lavet af Stine Illum og matcher i den grad bogens øvrige indhold. Mit første indtryk af illustrationerne var nemlig, at de var flotte med lettere støvede farver, men ved nærmere eftersyn har de netop det samme lidt sære og dystre skær over sig som novellerne også har.

Charlotte Weitze er født i 1974 i Lyngby, er uddannet cand.mag. i folkloristik fra Københavns Universitet 2004 og debuterede allerede i 1996 med novellesamlingen Skifting.

Charlotte Weitze, Det hvide kvarter, Samleren / Rosinante, Februar 2011, 155 sider.