// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Mo-Yeon: Hr. Don og drømmenes videobutik
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Kim Mo-Yeon: Hr. Don og drømmenes videobutik

Skrevet af den 9. oktober 2026 – 06:57Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af Anna Skyggebjerg.

Hvis din sjæl trænger til et spaophold, er det healing fiction, du skal gå efter.

I healing fiction bliver du omfavnet af et forudsigeligt plot, enkle karakterer og en tro på, at livet kan være kærligt og smukt, selv når verden er absurd. Den koreanske forfatter Kim Mo-Yeon er en af pionererne indenfor genren, og med sin seneste roman Hr. Don og drømmenes videobutik leverer han præcis den spaoplevelse, hans mange læsere ønsker sig.

Den unge kvinde Jin Sol har opsagt sit job i Seouls tv-branche og er flyttet tilbage til sin barndomsby i provinsen. Hun besøger byens gamle videobutik, hvor hun og hendes venner tilbragte deres ungdom, men butikken er lukket og dens ejer, Hr. Don, er forsvundet. Jin Sol beslutter sig til at etablere en ny karriere som Youtuber, hvor hun poster videoer om sin søgen efter Hr. Don. Det bliver motoren for, hvad forlaget betegner som “en fortryllende rejse gennem den koreanske halvø” og “en rørende fortælling om glemte drømme, mistede venskaber og troen på fremtiden.”

Jeg blev måske ikke ligefrem fortryllet og rørt, men jeg blev godt underholdt. Og hey, det var det, jeg gik efter. Derfor lever jeg også med “piger med ben i næsen”, “chic lilla buksedragt” og “jeg smældede irriteret med tungen.”

Det er healing fiction, for hulan, ikke civilisationskritik fra Forfatterskolens afgangselever. For de fleste læsere er der en tid til begge dele. Hvis tiden er til healing, går man ikke galt i byen med Hr. Don og drømmenes videobutik.

Kim Mo-Yeon, Hr. Don og drømmenes videobutik, Gyldendal, 394 sider, September 2026.

Der er lukket for kommentarer.