// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jan Kjærstad: Valgdage
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jan Kjærstad: Valgdage

Skrevet af den 14. marts 2026 – 05:33Ingen kommentarer

En valgdag er demokratiets festdag. Det er ikke bare den formelle stemmeafgivning, men symbolet på et demokrati og et samfunds selvforståelse.

I Norge vokser Einar op i en klassisk arbejderfamilie i 1950erne og 60erne. De har ikke mange penge, men forældrene sætter en ære i at svare enhver sit, at skabe trygge rammer for deres to drenge – og i at støtte op om Arbeiderpartiet, naturligvis.

Einars liv ender med at blive meget anderledes end forældrenes. Han er drevet af ambitioner om rigdom, men alligevel kan han ikke lade barndommens værdier bag sig. Trods skiftende tider og social opstigen stemmer han stadig på Arbeiderpartiet, og på alle valgaftener mødes han med kammerater fra skoletiden for at følge slagets gang på tv.

Som ældre vil han skrive sin historie ned, og valgdagene bliver det prisme han ser ikke bare sit eget liv igennem, men også hans kammeraters – og hele Norges udvikling igennem mere end et halvt århundrede.

Det bliver en fortælling om hvad der former ens værdier og ambitioner, men også om kærlighed, venskab, familiebånd og de ar man får på sjælen gennem livet. Det er også en beretning om det fattige Norge, der blev en moderne og rig velfærdsstat, hvor penge gik fra at være et middel til et bedre liv til at blive et mål i sig selv.

Valgdage føles utrolig aktuel – ikke mindst midt i den danske valgkamp – og Kjærstad kan skrive, så man lever og føler med hans karakterer. Slutningen blev lidt fersk, men pyt med det. Valgdage er generelt en vældig velskrevet bog.

Jan Kjærstad: Valgdage. 496 sider, Gyldendal. Oversat af Anne Matthiesen, udkom 5. marts 2026

Der er lukket for kommentarer.