// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Harald Voetmann: Lysmesse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Harald Voetmann: Lysmesse

Skrevet af den 8. september 2025 – 07:19Ingen kommentarer

En dreng findes myrdet i en skov i Norwich 1144. Det optager først ikke andre end hans nærmeste familie, for England er midt i borgerkrig og drenge dør hele tiden. Fem år senere bliver en ny munk optaget i det nærliggende kloster. En munk, der søger et martyrium der kan give rigdom og status til hans kloster og ham selv. En andens martyrium, vel at mærke, for selv er munken ved navn Thomas af Monmouth noget mørkeræd og egner sig ikke til at udstå lidelse.

Den dræbte dreng hed William og var kun 12 år. Thomas af Monmouth giver sig til at undersøge historien om hans drab, og snart har han en (op)fundet fortælling om martyrdød, hellighed, mirakler – og heldigvis kan han også udpege en forbryder. En forbryder af den største ondskab og grusomhed, som udgør en velegnet syndebuk i det lille samfund: jøderne.

Broder Thomas skriver bøger om William, der snart bliver til Skt. William og snart strømmer pilgrimme til klosterets katedral, broder Thomas kan sole sig i Skt. Williams martyrium og hellighed, og folkemængden har fået nogen at lade deres vrede gå ud over. Det er såre belejligt for alle, både for munkene, for de lokale borgere og ikke mindst for dem, der skyldte jøderne penge.

Alle vinder kort sagt, når man bare lader to og to være fem. Altså alle undtagen jøderne og de pilgrimme, der ofrer alt i håb om helgenens støtte. Men hvem kerer sig om dem?

I Lysmesse ruller Harald Voetmann historien om Skt. William og Thomas af Monmouths store interesse i mordet op. Det er en roman om menneskelig svaghed, løgn og grusomhed. Det er en fortælling om hvordan en fjer kan blive til fem høns, når bare alle har en interesse i selv at udpege hvem som er ræv. Det er en historie om hvordan løgn kan blive til sandhed i de rigtige hænder, når det er til disse hænders fordel. Det er på den måde en vanvittig aktuel roman om 1100 tallet.

Men Lysmesse er meget mere end det. Det er i bogstavelig forstand en græsk tragedie, fremført af skuespillere og kor på en klosterscene, hvor selv de troskyldige ærlige bliver ofre for den grumme skæbne, mens rænkemagere og syndere bliver fanget i eget spind. Og først og fremmest er det en veloplagt roman med et sprudlende, sprogligt overskud og forståelse for menneskesindets ubodelige ensomhed og frygt for døden, efterlivet og alt derimellem.

Harald Voetmann: Lysmesse. 500 sider, Gyldendal. Udkom 15. maj 2025

Der er lukket for kommentarer.