Jens Toftgaard: På skinner
Moderne mennesker har glemt hvor vild en omvæltning jernbanen var. Engang foregik det meste af landtransport i gåtempo, og lasteevnen for såvel mennesker som heste og stude var begrænset. Da jernbanen kom til, kunne man pludselig bevæge mange mennesker og store mængder gods i rasende hurtigt tempo igennem landskabet.
Det var da også en stor begivenhed, da toget mellem København og Roskilde blev indviet af det danske kongepar og i årtierne efter kom jernbanen til at betyde enorme forandringer i landskabet. Byer voksede frem langs skinnerne, mens andre sygnede hen fordi udviklingen buldrede uden om.
Naturligvis var der politik i det – hvem skulle betale for de dyre investeringer og hvor skulle de ligge? Hvad var vigtigst? At nå ud i hver en afkrog, eller at forbinde de store byer hurtigt? Skulle det være nemt at komme til den lokale by for at handle, eller var det vigtigere at få eksporten til udlandet på skinner?
Det er simpelt hen spændende at sætte sig ind i, for udviklingen af jernbanenettet blev påvirket af og påvirkede hele det danske samfund og vores tænkning. Almindelige mennesker skulle vænne sig til det høje tempo og kravet om overholdelse af tider, og så var der det med de forskellige klasser – de fine skulle jo ikke sidde sammen med pakket.
Jens Toftgaard kan skrive, så man næsten kan høre fløjten lyde, og vi får både storpolitikken og hverdagshistorierne med. Det er simpelt hen en god historie om hvordan Danmark blev bundet sammen, om broer og ledvogtere og etat og postvogne og alt det andet, vi nogen gange bare tager som en selvfølge, vi kan hyggebrokke os over.
På skinner er historieformidling som det skal gøres, let at læse, fyldt med gode perspektiver og en bog på kun 100 sider man bliver overraskende og forrygende klog af. Til alle med interesse for historie, for tog – og til alle, der har siddet timevis på gulvet og leget med Briotog med børnene.
På skinner er femoghalvfemsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien.
Jens Toftgaard: På skinner. 100 sider, Aarhus Universtetsforlag. Udkommer 15. august 2025
