// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eva Molise Sun Kyung Krarup: Du har den her samtale resten af dit liv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Eva Molise Sun Kyung Krarup: Du har den her samtale resten af dit liv

Skrevet af den 30. maj 2025 – 05:40Ingen kommentarer

Eva Molise Sun Kyung Krarup debuterer med en stærk og hårdtslående roman, Du har den her samtale resten af dit liv, der giver stemme til de erfaringer, mange transnationalt adopterede bærer på – erfaringer, som ofte forbliver overset i den offentlige samtale om diskrimination, identitet og racisme i Danmark.

Romanen er fortalt i en stil, der fremstiller erindringer – nøgternt, men aldrig uden følelser. Her skildres en transnationalt adopteret kvindes oplevelser med racisme og diskrimination – fra barndommens små, men sårende bemærkninger, til voksenlivets udmattende samtaler, der bliver ved med at gentage sig. Titlen, som også gentages som et refræn i bogen, understreger netop denne trættende konstans: Du har den her samtale resten af dit liv. Det er en rammende påmindelse om, hvordan nogle aldrig får lov at hvile fra at skulle forklare, forsvare eller retfærdiggøre deres eksistens.

Krarup formår, i stil med forfattere som Maja Lee Langvad, at belyse det perspektiv, som alt for sjældent fylder i den danske debat: hvordan det opleves at have en anden hudfarve i et samfund, hvor hvidhed stadig er normen. Bogen bliver et katalog over diskriminationens mange former – ikke bare de åbenlyse, men også de små stik, de udslidende spørgsmål og den evige andenhed, som hovedpersonen ikke får lov at lægge fra sig.

Som læser – og som hvid og ciskønnet – rammer bogen dybt. Jeg blev vred, overrumplet og fyldt med en følelse af skam på egne og andres vegne. For hvad bilder folk sig egentlig ind? Krarups tekst er et vidnesbyrd, der ikke giver plads til undvigelse eller fortrængning. Hver side føles som en rytmisk knytnæve i maven – og det er netop dens styrke. Den gentagende struktur skaber en slags tempo, et insisterende vidnesbyrd, der nægter at blive glemt.

Du har den her samtale resten af dit liv er en nødvendig og vigtig debut. Det er ikke en let bog – og det skal den heller ikke være. Det er en bog, der tvinger sin læser til at se, lytte og forstå. Og når sidste side vendes, sidder man tilbage med en knude i maven og en trang til at gøre det bedre. For det her, det må og skal vi tale mere om.

Eva Molise Sun Kyung Krarup, Du har den her samtale resten af dit liv, OVBIDAT, 130 sider, maj 2025

Der er lukket for kommentarer.