// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Julia Schoch: Århundredets par
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Julia Schoch: Århundredets par

Skrevet af den 20. april 2025 – 07:20Ingen kommentarer

En kvinde overvejer at gå fra sin mand. Ja, hun har faktisk besluttet sig for det. Det er bare lidt svært at tage sig sammen til rent faktisk at gøre det, selvom børnene jo er blevet store.

I den mentale proces med at gøre sig klar til at gå, tænker hun tilbage på deres kærlighedshistorie og de mange år, de har haft sammen. Fra ungdommen og barndommen over det genforenede Tyskland og de mange muligheder, det pludseligt åbnede. Men også ulideligheden ved de mange valg, herunder de mange frie livsvalg, der alligevel ikke føltes helt så frie.

Igennem livet ændrer følelser og kærlighed sig, og forelskelsens usikkerhed og beruselse klinger af til fordel for det velkendte arbejdsfællesskab som et parforhold jo også er – især med børn. ”Vi har smurt 8667 madpakker” tæller den navnløse kvinde selv, ligesom hun gør boet op med ferie, infektioner og kinaskak.

Århundredet par er en historie om kærlighed og om en generation, der fik en velstand og frihed som ingen generation før den, men som alligevel sidder fast i en kronisk utilfredshed og længsel efter noget mere. Det er en roman om en tidstypisk, midaldrende moderne kvinde, der tænker meget over alle drømmene, men handler meget lidt for at få dem til at gå i opfyldelse.

Det er en meget velskrevet roman, der er skabt til præcis min generation og som mange kvinder i vores alder vil kunne spejle sig i. Men den er, for nu at være ærlig, måske også en lillebitte smule kedelig i længden, også selvom længden i dette tilfælde kun er 237 sider.

Julia Schoch: Århundredets par. 237 sider, Klara W. Oversat af Ann-Claire Olsen, udkom 10. april 2025

Der er lukket for kommentarer.