Tom Kampman debuterer med digtsamlingen Det er som det er, som er en personlig debut, hvor billedsprog bevæger sig mellem alvor og melankoli. Digtene er gennemsyret af en følelse af skam, skyld og ar efter en opvækst, der aldrig helt slap sit tag – men også af den erkendelse og forsoning med fortiden, der kan følge med tiden.

Samlingen er struktureret i tre dele, og det er særligt den første det, der står stærkest, og som bærer samlingen. Den kredser om barndommen på Amager præget af forældre med alkoholproblemer, og om sin søster, der ligesom forældrene blev alkoholiker og til sidst tog sit eget liv. Det er en tung arv, Kampman står tilbage med – og han har båret på smerten i over 30 år, før han kunne slippe den og bearbejde den i skrift.

Selvom digtene er rytmiske og sprogligt sikre, savner man nogle steder, at den smerte og det lange tilløb Kampman har taget for at skrive disse tekster, kommer tydeligere til udtryk. Flere digte bevæger sig ud i abstraktioner, der tager opmærksomheden væk fra det centrale: den sociale arv, den indre skyld, og kampen for at bryde med det, man kommer af.

Kampmans stemme er poetisk og personlig, selv når han famler. Det er en digtsamling, der – som titlen også antyder – ikke søger forløsning, men accept. Og måske er det netop i den rodløse resignation, at poesien opstår.

Tom Kampman, Det er som det er, Forlaget spektakel, 64 sider, marts 2025